Festivalnyt

Knejpe Festival bliver til Knejpe Radio

Der bliver ingen Knejpe Festival i Helsingør, takket være COVID-19, men det betyder ikke, at folkene bag får en friweekend. For når gæsterne ikke kan komme til musikken, må musikken komme til dem.

Så sig velkommen til Knejpe Radio, der sender fra d. 2. oktober og hele Knejpe Festivals-weekenden.

Det betyder, at du fra frokosttid fredag den 2. oktober til og med søndag den 4. oktober, kan få dit Knejpe Festivalfix på www.knejpe-festival.dk.

Ifølge en pressemeddelelse udsendt tirsdag, byder radioen på musik, interviews og historier fra knejperne.

De teaser bl.a. navne som Mikael Fock, chef for Kulturværftet, Eva Fock, kurator, Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Knejpe Festival, Georg Rasmussen, musikbooker, Birgitte Bergmann, folketingspolitiker, Jesper Klein, J.K. Sikring, storytellere André Andersen, og musikeren, Jørgen Linde Jørgensen.

”Ved at producere Knejpe Radio laver vi en særlig public service udgave af Knejpe Festival. Hvem ved, måske kommer Knejpe festival ud til et endnu bredere publikum end tidligere? Knejpe Radio spiller hele weekenden, og musikken, man hører, er den samme høje kvalitet, som den publikum ville have oplevet live ude på beværtningerne. Og så giver radio formatet os en mulighed for at fortælle om Knejpe Festivals historie, og sige noget om, hvordan festivalen tilrettelægges og hele tiden søger at designe sit virke gennem kultur og erhvervssamarbejdet. I forbindelse med Knejpe Radio lancerer vi også en webshop, hvor særligt dedikerede festival fans kan købe en t-shirt. Jeg ser både radio og webshop som en måde for Knejpe Festival at udbygge relationen til sit publikum på,” udtaler Søs Krogh Vikkelsøe, leder af Knejpe Festival og programchef på Kulturværftet.

Vært på Knejpe Radio er Julian Sonne, og den laves i samarbejde med Kulturværftet.

Lignende artikler

Back to top button