Koncerter

Queen Machine giver stående koncert i Tinghallen

Queen er ét af de mest kopierede bands i verden, men der findes ikke noget band eller hyldest- show af samme kaliber som Queen Machine – og nu kan bandet opleves i en stående koncert i Tinghallen.

 I ti år har Queen Machine med stor succes begejstret publikum på danske såvel som udenlandske scener med storslåede og medrivende koncertoplevelser. Og i 2020 har du mulighed for at opleve det på nærmeste hold, når Queen Machine gæster Tinghallen fredag 27. november 2020.

-Bandet gæstede Tinghallen tilbage i 2017, hvor de begejstrede publikum med et brag af en koncert – så vi forventer at der også bliver rift om billetterne denne gang, fortæller direktør i Tinghallen Claus Donslund.

Queen Machine ved Smukfest 2019. Foto: Peter Jensen

Helt i Queens ånd leverer Queen Machine et show med masser af sjæl og ikke mindst et utal af Queens udødelige hits. “We Will Rock You”, “Bohemian Rhapsody”, “I Want To Break Free”, “Don’t Stop Me Now”, “Somebody To Love”.

-Queen har skrevet utallige hits – og jeg er dybt imponeret over Queen Machines evne til at skabe en rigtig Queen-stemning. De leverer et show af virkelig høj kvalitet – så jeg er sikker på at stemningen bliver helt i top i den nye koncertsal, fortæller Claus Donslund.

Listen af hits er så godt som uudtømmelig, og man finder ikke en større Queen-oplevelse i Europa end Queen Machine.

Queen Machine kan opleves i Tinghallen fredag 27. november 2020 og billetsalget er allerede startet på tinghallen.dk.

Lignende artikler

Back to top button