Koncerter

Litteraturfestival 2019

Litteraturfestival 2019

Vi starter årets festival med foredrag på Thyholm Bibliotek

Med midler fra Kultursamarbejdet afprøver vi nye veje i årets festival og starter derfor med et foredrag på Thyholm Bibliotek torsdag den 2. oktober kl. 19:00.
Ole Sønnichsen fortæller den glemte historie om cykelsmeden, der udvandrede med immigrantskib fra København i 1900 med 30 dollars på lommen. Han kæmpede sig op fra bunden af det amerikanske samfund og blev en af USAs største og bedst betalte erhvervsfolk, inden han blev hentet til Washington DC for at hjælpe præsidenten under Anden Verdenskrig.
Køb billet og læs mere om foredraget “One Dollar Man”>> Pris kr. 75.

Lørdag den 5. oktober kl. 9:00-17:00

Struer Bibliotek
Smedegade 1-7
7600 Struer

Vi byder velkommen til en dejlig lørdag i litteraturens tegn. Alle foredrag denne dag er gratis, og du skal ikke booke billet. Bare mød op til de pågældende foredrag.

OBS. Biblioteket kan denne dag ikke benyttes til almindelige biblioteksbesøg.
Vær også opmærksom på, at der er sket ændringer i programmet i forhold til tidligere annonceret. Liselotte Wiemer er desværre blevet forhindret i at komme. I stedet vil Lotte Lykke Simonsen fortælle om årets bogudgivelser.

Kl. 9:00: Kaffe og rundstykker

Kl. 9:30: Vi synger morgensang sammen med Syng dig glad koret v/Per Odgaard

Kl. 9:45: Velkommen ved biblioteksleder Rasmus Thøgersen

Kl. 10:00-11:10

Lotte Lykke Simonsen – Årets Bogudgivelser

Lotte Lykke Simonsen vil fortælle om en række af årets bogudgivelser.
Lotte er arrangementschef hos Lindhardt og Ringhof/Egmont. Derudover medejer og Kreativ Direktør i litfo.dk.
Lotte har arbejdet med events, litteratur, formidling, kultur, SoMe og kommunikation i 20 år. Senest i DR og Egmont. Hun holder mange foredrag om litteratur, formidling og netværk.
Bøger, sociale medier og forfattere er en lige så naturlig del af Lottes hverdag, som den gode kaffe om morgenen.

Kl. 11:15-12:30

Anne-Cathrine Riebnitzsky – Smaragdsliberen

I dette foredrag fortæller Anne-Cathrine Riebnitzsky om sin roman “Smaragdsliberen”.
Smaragdsliberen er en poetisk og livsbekræftende fortælling om tilværelsens skrøbelighed. Romanen har fået flotte anmeldelser, blandt andet fra Information, der skriver “Smuk roman om vores forhold til døden, om tro og skønhed”.
Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet sprogofficer i russisk og har selv været udsendt til Afghanistan to gange, først som kaptajn og efterfølgende som rådgiver for Udenrigsministeriet, så krigen kender hun indefra.
Hun debuterede med biografien “Kvindernes krig” i 2010 og som skønlitterær forfatter i 2012 med romanen “Den stjålne vej”. Det store gennembrud kom med romanen “Forbandede Yngel”, der udkom i 2013 og vandt først Politikens romankonkurrence og siden modtog De Gyldne Laurbær af boghandlerne.

Kl. 12:30-13:15
Frokostpause
Gl. Amstrup Slagteren serverer kartoffel/porresuppe med sprød bacon og kylling.
Pris 55 kr.
Kl. 13:15-14:25

Karsten Skov – I krig og kærlighed

Den 11.11 2018 var det 100 året for 1. verdenskrigs afslutning og dagen for premieren på den danske storfilm “I Krig og Kærlighed”. Fridthjof Film stod bag den 42 millioner kroners store filmsatsning. Filmen foregår i Sønderjylland, der på den tid var en del af det krigsførende Tyskland. Tyskland tvang tusindvis af sønderjyder til at kæmpe for sig i de blodige skyttegrave, og mere end 6000 betalte den højeste pris.
Filmen er inspireret af Karsten Skovs roman “Knacker” fra 2013. Romanen skildrer historien om en dansksindet desertør, som på en orlov under 1.verdenskrig beslutter sig for at flygte fra militærtjeneste. Romanen er historien om desertørens dramatiske flugt og den vanskelige tid i skjul for de tyske myndigheder.
Til foredraget vil Karsten Skov fortælle om sit arbejde med romanen og filmprojektet, og give eksempler på hvordan hans romaner tager udgangspunkt i virkelige personer og faktiske historiske begivenheder.

Kl. 14:30-15:40

Sofie Jama – Et andet menneske, et andet liv

Forfatter Sofie Jama fortæller om sin anmelderroste roman “Et andet menneske, et andet liv”. Bogen fortæller om den somaliskfødte Baraka, som kæmper for at finde sin identitet i det danske samfund. Samtidig glider hendes historie sammen med 2 andres: den palæstinensiske flygtningedreng Umars og den jødiske overklassekvinde Rosas.
Sofie Jama er født i Somalia i 1982 og kom til Danmark, da hun var 14 eller 15 år. Hun har studeret kulturformidling og arabisk sprog på Aarhus Universitet og arbejder i dag som oversætter for de danske myndigheder og som forfatter. Hun skriver jævnligt for Dagbladet Information. Sofie Jama bor i Sydhavnen i København.
Kulturformidler Amanda Appel vil være interviewer og samtalepartner til dette arrangement.

Kl. 15:45-16:15
Pause med kaffe og vin
Kl. 16:15-17:00

UHØRT – Hørslev/Mechlenburg

Forfatter Lone Hørslev og komponist Jesper Mechlenburg er gået sammen i et musikalsk samarbejde.
Jesper har med udgangspunkt i Lones digte og oplæsning, sat ordene ind i et dybt originalt musikalsk univers, som vi ikke har set lignende før i Danmark. Sangene er både pop og poesi. Teksterne er enkle og en blanding af hverdagsobservationer og refleksioner, ofte over kærlighed, især den ugengældte af slagsen, med både poesi og humor, mens sangene er velskrevne, melodiske og ofte let melankolske.
Her mødes følsom hviskende kærlighedserklæringer med fængende refræner og hverdagspoetiske betragtninger.
UHØRT er blevet rost til skyerne, og nu har I chancen for at opleve dem som afslutning til årets litteraturfestival.
Arrangementet er støttet med midler fra Kultursamarbejdet.

Lignende artikler

Back to top button