De stod her i 2002, 2010 og 2019. Nu stod de her igen i det årstal, som markerer 30-året for deres første album. Udspringer af britpoppen og kilet ned som en bølgebryder i rivaliseringen af de to andre mastodonter Blur og Oasis. Førstnævnte var aktuel på Roskilde Festival, hvor de leverede en fænomenal omgang nostalgi krydret med smagsprøver fra deres netop udkomne niende skive “The Ballad Of Darren”. Oasis-cirkusset lever primært i de kulørte blade og magasiner, hvor brødrene Gallagher fra hver sit musikalske projekt kan pege fingre af modparten. Til november er det hele 15 år siden, at Oasis betrådte dansk grund med en magtdemonstration i Falkoner Salen på Frederiksberg.

Så er det altså godt, at vi har Suede. Dog kunne man have sine bange anelser, da bandet splittede op i 2003, for ville de nogensinde komme tilbage? Frontmand Brett Anderson dannede jo The Tears og gik siden solo… Jo tak, Suede så dagens lys igen i 2010, hvor SmukFest var den danske platform. Siden er der udgivet flere nye albums, og det seneste “Autofiction” udkom sidste år. Det er netop fra den plade, at Suede åbnede midnatskoncerten i Skanderborg. “Turn Off Your Brain And Yell” var en meget passende indgangsbøn, for mon ikke det netop var lige præcis, hvad folk var kommet for? Fællessangrepertoire var i højsædet denne sene nattetime, for sætlisten bestod af – og hold nu godt fast – tre numre fra “Autofiction” og resten fra Suedes fire første albums. Altså de fire plader, som udkom i 90’erne og i den grad definerede bandet. Med andre ord, så var der dømt hitparade helt frem til nattens ekstranummer “Saturday Night”, som også var ganske rammende, for fra Suede satte de første toner ind og til de forlod scenen, så var fredag blevet til lørdag.

Efter åbningsnummeret fulgte to af de helt store hits i form af “Trash” og “Animal Nitrate”, men hele Brett Andersons vokale spænd fik vi at mærke på “We Are The Pigs” og “New Generation”. Mat Osman, Neil Codling, Richard Oakes og Simon Gilbert gjorde det, de skulle, men gjorde som vanligt ikke mere væsen af sig derudover. Det er måske nok også svært at stjæle rampelys fra en excentriker uden lige. Forsanger Brett Anderson er i min optik en af nyere tids største bandfrontmænd. Et energibundt og en forførisk begejstringsmester, som deler ud af både vildskab og nænsomhed. Oftest når han de bageste rækker blandt publikum fra den scenekant, som han åbenbart har et magnetisk forhold til. Han er heller ikke bange for nærkontakt med publikum eksemplificeret ved koncerten i DR Koncerthuset for 5 år siden, hvor Anderson spurtede rundt blandt stolerækkerne og uddelte highfives. I aften ingen undtagelse. Under “The Drowners” piskede selvsamme ned blandt publikum, som fik lov til at tage selfies og kramme, alt imens Anderson sikkert tog sig gennem nummeret. Det samme gentog sig under legendariske “Beautiful Ones”. Når han ikke var blandt publikum, så blev scenen brugt til et sandt multiplex af kropsstillinger og spring og ej at forglemme den karakteristiske svingserie med mikrofonen. Hovedpersonen kampsvedte også ret hurtigt symboliseret ved hans sorte skjorte, som velsagtens endte med at overgå til 50 Shades of Black.

Suede var lige præcis den dosis festrock, som man kunne få Bøgescenerne til at runge til. Mon ikke metalskelet, dug og bagbeklædning først sådan rigtig falder til ro, når morgenen gryr? Jeg tror det. Når den tid kommer, så er der helt sikkert også adskillige publikummer, som ikke har stemme til at sige godmorgen. Stemmen blev simpelthen opbrugt under Suede. Det danske publikum har altid været meget hengivent i forhold til Suede. Dedikerede som bare pokker, hvilket nok er medvirkende til, at en Suede-tour sjældent passerer uden om vores lille andedam. Bevares, svenskerne og nordmændene fik også glæde af Suede tidligere på sommeren, men der er altså en eller anden særlig tiltrækningskraft mellem London-orkestret og så de rød/hvide næser. Dog skal det lige nævnes, at Suede vel næppe har spillet for så få mennesker på SmukFest, som det var tilfældet i aften. Måske tidspunkt og konkurrence fra andre scener gjorde udslaget? Dermed ikke det forventede store antal blivende publikum, men dem der gjorde, det var de ægte fans. Som en kvindelig superfan, der fik sig et stykke med Brett under førnævnte “Saturday Night”. Hun holdt så godt fast om ham, og nærede sig ikke lige for at mærke efter, om Brett stadig var hot. Ja, faktisk kom hun øjensynligt til at kilde ham under kropskontakten, for med et par slet skjulte grin mistede vi hist og pist et par ord fra sangteksten, men good, old Brett tog det med verdens bredeste smil.

Mens andre bands tidligere tydeligvis havde skudt tonsvis af konfetti ud over publikum, så kunne Suede passende have kastet Strepsils og vabelplaster ud til deres disciple. Førstnævnte til ømme halse og sidstnævnte til at sætte på de dansende fødder. En fremmed fyr med praktisk sweater til den kølige midnatsforestilling tog i mig under aftenens ekstranummer og konstaterede fåmælt: “Alt er godt”. Med Suede i huset var det umuligt at modsige ham. Det skulle da lige være, hvis også “The Wild Ones” var dukket op på sætlisten, men det havde næsten været for meget at forlange…

Sætliste:

Turn Your Brain Off And Yell

Trash

Animal Nitrate

The Drowners

Filmstar

Lazy

We Are The Pigs

Personality Disorder

Everything Will Flow

Can’t Get Enough

New Generation

She’s In Fashion

She Still Leads Me On

So Young

Metal Mickey

Beautiful Ones

Ekstra:

Saturday Night

★★★★★☆

Foto: Smukfest – Una Streit Larsen og Malene Vinge Jakobsen.