FestivalnytGalleri

Galleri: Centrum Vest

Centrum Vest er en helt ny festival der løb af stablen lørdag den 2. marts i det lukningstruede indkøbscenter City Vest i Århus-forstaden Brabrand. Det lignede en succes!

Når snakken er faldet på det aldrende og efterhånden forladte indkøbscenter City Vest i det vestlige Århus, har de seneste mange år været med dommedagsprofetier om butikslukninger og kundeflugt. Og det er også fuldstændig korrekt at det engang sprudlende center efterhånden er blevet forladt, både af kunderne og butikkerne.

Butikslukninger har til gengæld givet god plads til at afholde Centrum Vest, en festival arrangeret af Aarhus Volume, Det Turkise Telt og Frontløberne, der er mere end “kun” musik. Festivalen havde lørdag eftermiddag, aften og natten til søndag indtaget centerets to øverste etage og indrettet koncertsale og andre former for aktiviteter i de nu forladte butikker, herunder silent disco, talks, kreative workshops, strikke-café og selvfølgelig barer og spisesteder.

Hvad musikken angår var festivalens tre hovednavne Dayyani (som du kan se mere til her), Icekiid og Omar Souleyman, som alle leverede varen og var med til at skabe en festivaloplevelse af den slags man husker.

Festivalen bar tydeligt præg af dens geografiske placering lige op af Gellerupparken, et område med omkring 75% beboere med ikke-vestlig baggrund, både hvad angår de optrædende og publikum. Heldigvis var stemningen langt fra de billeder af en trist ghetto man måske kunne have dannet sig, hvis man kender lidt til områdets tidligere rygte. Tværtimod var humøret højt og Centrum Vest må betegnes som en stor succes. Sjældent – hvis nogensinde – har der været så meget liv i det gamle center.

Se billeder fra festivalen herover.

Foto: Klaus Dreyer / Eventfotografi.dk

 

Lignende artikler

Back to top button