Skagen Festival 2024 starter torsdag den 4/7 og slutter søndag den 7/7.  Lars Lilholt er det store navn på spar nord scenen på Skagen kultur- og fritidscenter torsdag aften. Skagen Festival afholdes hvert år i første weekend i juli.  Den første blev afholdt i 1971 og er Danmarks ældste folkemusikfestival. 

 Det er kliché, meget af det der med kærlighed men, åh, hvor er det vidunderligt og umuligt at komme udenom. Det definerer vores liv og verden, det gør det også her i Skagen, til Skagen festival hvor Lars lilholt og band går på scenen 22:45. 

Jeg tænker jeg godt kender Lars, jeg er jo vokset op i hans lydtæppe. Men hvornår har jeg egentlig sidst, været til koncert med ham? 

 Jeg bliver SÅ overrasket, jeg tager mig selv i at sidde og smile, jeg klapper med, råber, pifter, kommer op af stolen…jeg er godt gammeldags underholdt og beriget. 

Lars Lilholt band er velsmurt, velspillende, veloplagt og med f.eks Lars på violin, Mads på alle de fløjte og blæse instrumenter der findes i verden, blæses jeg og salen bagover, med den megen musikalitet der når os langt ude over scenekanten.  

Jeg er også sat i sædet, i den store kulturcenter hal som rummer 1500 mennesker, for at mindes om livets valg, værdier og skrøbelighed. Det vidste jeg ikke på forhånd og det er en fornøjelse at blive taget i hånden og ind i Lars Lilholts univers med ord perler og enkelte måder at sige det på :  

“Hvad du ønsker skal du få” rimer på, “så pas på…” synger Lilholt og jeg kommer til at tænke på, at vi så ofte kan komme til at ønske os noget, som ikke er godt for os. Måske vi bare skulle stole på det liv? 

 Giv det blå tilbage til blå.. så fin en sætning og svært for mig, ikke at ikke at tænke på Amy Winehouses langt senere skrevet sang “back to black”. Lilholt og kor hjælper os med at synge det blå tilbage hvor det hører til, det kunne Amy nok også have sat pris på, havde hun været her i dag. 

 Lars Lilholt fortæller et par gange om litteratur som har inspireret ham til sange og en af dem er fra en klog indianer som gør opmærksom på, at det ikke er en skam, at vende om fra en vej, hvis den ikke har et hjerte. 

Derfor giver Lilholt det videre, som endnu en livsklog opmærksomhed med spørgsmålet man kan stille sig selv: Har denne vej et hjerte? 

 “Folk vil fortælle dig hvor du skal hen 
Hvornår du skal skride 
Men før du har været der helt af dig selv 
Er det alligevel ikke til at vide” 

 -og fællessangen og den gamle folkerytme, er først lige startet, det er som en urgammel fælles ånd er sivet ud i os alle. Vi oplever ægte øvet og velspillet, sunget musik og får lyst til at råbe/synge med i de sætninger Lars smider til os som værdifulde kødben, som vi får at få mere livsvisdom, skal gnave i os. 

Det gør vi sultent. 

Jeg er nok ikke den eneste som er gået hjem og googlet maleriet “garden of earth” fra 1512. En pudsig ting nu at vide, at Lars har haft en kopi med sig hjem fra et Amsterdam besøg og i de efterfølgende 15 år, havde værket hængene på sit toilet.  

Som han fortæller, så er det immervæk et par timer han har brugt på at studerer det. 

Ca. 2 besøg hver dag i 15 år…jo jow og det er så sådan sangen Gloria er blevet til, direkte inspiration fra værket..hun sidder derinde Gloria, tjek det selv ud. 

Måske der også er en eller anden, her tænker jeg mest mand, som inspireres til, at lade telefonen blive ude af det rum! 

Lilholt har som så mange af os andre læst Jeanette Varbergs “Enkernes land”.  

I kapitel 7, stod verden stille og et uddrag af en irsk velsignelse nævnt i bogen, bed sig fast.  

Lars kan den udenad og måtte lade inspirationen blive til videre tekst og musik. Det er han så ikke ene om, fortæller han, mange andre musikere har lade sig fører med og udgivet numre på baggrund af den velsignelse.  

“Til gengæld er jeg den eneste, som får den til at lyde som om, Bob Dylan kommer fra Jylland” siger han fra scenen og folk griner med. 

Vi bliver også underholdt med fortælling fra det virkelige liv, hvor Lars blev sagsøgt for 40.000 kr, som han på rebel agtig vis havde rodet sig ud i, ved at stå op for sin egen udgivelse og f.eks nægte at lade sig overtale til, at blive den danske stemme bag: Må man tage hunden med sig ind i himlen” nummeret som kom til at hedde “himmelhunden”. 

Heldigvis for ham og os, holdt han fast i sig selv og egen musik. 

Jeg kan blive ved og ved med at genfortælle fra en særdeles forrygende koncert, men vil slutte af med Lars lilholts ord: “hvem ved hvor vi er om et døgn?” som hænger i luften som den sidste eftertænksomme sang og tekst vi fik med os hjem, udover den geniale samba fest, som bandet lige ruskede os med, på den vidunderlige måde. Sikke en fest.  

Der er stående ovationer af flere gange og “kald det kærlighed” synges af par på cykel hjem, i Skagen sommernatten. 

★★★★★★