Udspringer af Fugees, der i midt-90’erne hittede overalt med pladen “The Score” og siden solo-banebryder med “The Miseducation Of Lauryn Hill”. Det er en vaskeægte rapstjerne, som står på Greenfield-scenen her sidst på aftenen. Ikke videre produktiv siden sit første og eneste album i eget navn, men primært nogle spredte singler hist og her. Dog skulle bagkataloget være stort nok, hvis man kigger på de 1 timer og 50 minutter, som hun havde til rådighed. 

What the hell?

Det er ikke fordi koncerten ikke starter til tiden, men… I stedet for Lauryn Hill, så griber en kvindelig DJ ved navn Reborn mikrofonen og fortæller, at der nu vil spilles nogle hip-hop-skæringer fra nær og fjern. Hun gør også opmærksom på, at det ikke hjælper at kalde på Lauryn Hill undervejs (men hun er i huset), så Reborn beder om at få lov til at gå på scenen i den ånd. Tre kvarter senere er der stadig ikke skyggen af Hill. En desperat kvindelig fan har skrevet følgende i et program på sin telefon: “Where Are You, Lauryn?”. Telefonen lyser mod Heartlands nattehimmel med typer så store, så de kan ses til Odense. Klokken er nu 22.40, og den komplet ligegyldige DJ Reborn kryber ud samme vej, som hun var kommet ind. Buhråb fra flere var måske en indikator på, at det nu var med at rubbe neglene. Dem der ikke buh’ede var allerede gået. De var ganske enkelt ikke kommet for at se en random DJ spille andres musik. Et større orkester er ved at indfinde sig og i de næste fem minutter står der jam session på programmet. 

Entré – Ms. Hill

Tre kvarter inde i showet sker det så. Lauryn Hill betræder ENDELIG scenen, og lægger fra land med “Everything Is Everything” – en af solopladens træffere. Den lange ventetid, som virker ubegrundet, får folk til at gyse lidt. Koncerten var nemlig sat til at vare til 23.55, og nu har damen forspildt tre kvarter ude bagved. Frygten står mejslet i publikum, for vil dette DJ-show (eller hvad man skal kalde det) koste spilletid med Hill i front? Hvis publikum får ret, så har Hill nu blot lidt over en time at spille i. Hill traver sig gennem flere mindre skæringer fra solo-pladen og man bliver lullet lidt i søvn af de tunge beats, der er tæt på at være ens fra sang til sang. Hvad er det show her lige nøjagtig for en størrelse? Er der gjort regning uden vært, for hvor spændende, underholdende og medrivende synes det danske publikum lige, at det er? Det ligner simpelthen falsk varedeklaration!

Legende to the rescue

Hill har taget gæster med. Et par familiære rent faktisk. Først kommer sønnen Zion ind og synger med på et nummer. Siden er der via YG Marley, ligeledes søn af Hill (og barnebarn af reggaelegenden Bob Marley), ind og starter sin egen fest. Han er forholdsvis stor på Spotify og hitlisterne, og Marley holder sig ikke tilbage og får lov til at synge hele tre sange alene, mens mor er tøffet ud bagved til en pause, der føles længere end den første. Da “Praise Jah In The Moonlight” er nået til vejs ende, så dukker Hill atter op, og solo-pladens største hit “Doo Wop (That Thing) gjalder ud over nattehimlen. Altså var det ikke fordi, at man vidste, at der var endnu en gæst, så var denne signatur nok blevet taget i at slumre stående. Det var en meget rodet koncert eller hvad vi skal kalde det. Men bedst som man begynder at kigge på klokken, så sker endelig noget. Redningsmanden hedder Wyclef Jean, som Hill spillede sammen med i Fugees. Stemningen stiger markant.

Fugees sparker liv i festen

Det er blevet Fugees-tid, og i forhold til Keanes 20 års-jubilæum, så er det rent faktisk også 20 år siden, at Hill og Jean stod på samme europæiske scene. Nu sker det atter, og så lige i Danmark. Hvis tidsplanen skal holde, så har de to blot ét skud i bøssen. Wyclef Jean, der selv har flere solohits i bagagen, er dog næppe taget med til Danmark, for blot at skulle på scenen i ét sølle nummer. Sådan bliver det “heldigvis” ikke, for Wyclef Jean og Lauryn Hill danser, woop’er og giver godt med håndtegn. De glemmer nærmest tid og sted, og det smitter temmelig meget ude på lægterne. Et trekløver med “Killing Them Softly”, “Ready Or Not” og “Fu-Gee-La” runder aftenen af, og langt om længe fik masserne, hvad de havde ventet på. Særligt på sidstenummeret, hvor Hills vokal tager et tigerspring og sidder lige i skabet.

Usolidarisk træk trækker ned

Faktisk kunne man høre Wyclef Jean med lav stemmeføring hviske i øret på Hill, at nu var tiden altså gået. Sikkert en venlig påmindelse fra festivalledelsen. Det skete lige umiddelbart efter “Ready Or Not”, men Wyclef Jean fulgte den op med: “Let’s break the rules” og så spillede de to og det store band videre, som om intet var hændt. Stakkels Phoenix-publikum og stakkels Phoenix, der var sat på Highland-scenen 00.15. Det er helt uhørt, at et show besluttes (af bandet selv) forlænget med tid. Jeg kan i nyere tid ikke huske, at jeg har set et act udvise så mangelfuld en respekt, og spille ind over andres koncerter. Gæt selv hvor længe Lauryn Hill og co. gik over tid… Ja, tre kvarter. De selvsamme tre kvarter, der satte folk på en tålmodighedsprøve til start, og som jo altså nu mangler i andres regnskab. Det var ikke en Nicki Minaj-forsinkelse, men come on… Et kvarter før koncerten stod publikum så tæt, at ens fødder var tæt på at slå rødder. Da sidste nummer var ved vejs ende, opdagede jeg, at jeg nok i noget tid havde kunne slået en flikflak uden at ramme andre. Folk havde i alt stilhed undervejs lavet en “Lauryn Hill”. En genbooking ligger ikke lige først for. Ja, så skal det da være Wyclef solo…

★★★☆☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Orm Bossemeier.