Bryan Adams og Tinderbox tog sig pænt af hinanden
Den selvudnævnte Brian gav publikum noget at synge med på
Vi har næsten lige haft fingre i ham. Canadiske Bryan Adams var under luppen for godt 2 måneder siden, da han gæstede både Jylland, Fyn og Sjælland. I forbindelse med fynske Tinderbox var han atter sluppet løs på dansk grund og denne gang uden tag over hovedet. Og mage til frækhed. Bryan Adams og band startede ikke til tiden. Næh, som en modsat krukke, så hakkede Adams fingrene i guitarstrengene 5 minutter før annonceret tidsplan. Dermed var det nok næppe alle, der nåede at tygge det sidste Rasmus Seebach-uh uh af munden tids nok til at være klar foran Panorama fra start.
Publikum var med på support
Ganske som i Herning blev koncerten sparket i gang med “Kick Ass”, og med den energiudladning lod han ikke danskerne være i tvivl om, at det var rart at være tilbage i vores lille land. Flere gange blev det til et “tusind tak” fra manden selv, der ikke var for fin til at benytte Brian-joken fra sidste besøg igen. Selvom koncerten var særdeles strømlinet og uden den store kontakt til publikum, så havde Adams ikke svært ved at få publikum til at adlyde. De første fire linjer i “Summer of ‘69” klarede publikum af sig selv, blot blidt koordineret af hovedpersonens lavmælte guitarspil. Det samme må siges i forbindelse med na na-parolen fra “Cuts Like A Knifes” eller opfordringen til lysende mobiltelefoner i en akustisk version af “When You’re Gone”. Som om det ikke var nok, så opmuntrede Adams også publikum til at svinge med deres trøjer over hovedet. Det blev til ikke så få tekstiler, der blev luftet. Et kønnere syn end de bare vomme, som flere midaldrende mænd kunne fremvise. Synet er dog sikkert slettet fra harddisken i morgen…
Nye gamle indskiftninger
Meget lignede sig selv, selvom de 29 sange fra Herning var decimeret til 20 styks – omregnet 1½ times festivalindhold. Nyt var der også i form af “House Arrest” og “Take Me Back”, men ellers var der også lagt vægt på klassikere som “Somebody”, “Heaven” og “Run To You”. Er det ikke omsonst at anmelde samme kunstner med så kort tids mellemrum, spørger du måske? Tjo, altså kunsten denne gang var at vurdere Adams kontra et festivalpublikum, som ikke på forhånd kan forventes at være så hengivne i forhold til et publikumsfremmøde udelukkende omhandlende Bria… øh, jeg mener Bryan. Publikum virkede oprigtigt fængslet af Adams’ optræden og for en gang skyld kunne jeg vinge en koncert af uden at blive forstyrret af beskuernes mærkværdige opførsel. I ørerne var der ren musik og ingen pludren om skidt og kanel. Sikke en befrielse!
Det stak ikke helt af – men boldene gjorde
Lige som landsmandinden fra i går, så var der stor mulighed for at engagere sig som tilskuer at delagtiggøre sig selv i Adams’ koncert. En klog ting at gøre for stemningen, men så sandelig også for at holde varmen. Tinderbox var temperaturmæssigt løbet lidt tør for gløder, og derfor var det ganske passende, at Adams havde et par oppustelige kæmpebolde med til fri leg blandt skaren foran scenen. En lille reklame for “So Happy It Hurts”, men desværre for publikum, så stak boldene i nordøstgående retning, og lidt muntert boldspil blev hurtigt overstået. Adams’ beskårne sætliste virkede på Tinderbox, men ikke i en grad så den overgik den fornemme præstation i Herning. Mindre kan dog også gøre det, for så længe Adams kan præstere med sin hæse karakteristiske stemme, så har han hits og publikumstræffere nok til at trække læsset.
Sætliste
Kick Ass
Can’t Stop This Thing We Started
Somebody
18 Til I Die
House Arrest
Take Me Back
Kids Wanna Rock
Heaven
Go Down Rockin’
It’s Only Love (+Simply The Best / What’s Love Got To Do With It)
You Belong To Me
The Only Thing That Looks Good On Me Is You
(Everything I Do) I Do It For You
Back To You
So Happy It Hurts
Run To You
Summer Of ‘69
Cuts Like A Knife
When You’re Gone
All For Love
★★★★☆☆
Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen
Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk