Everything Changes?
Take That indtog Skovdalen I Aalborg torsdag aften til Skovrock. Læs her om fællessang og sange fra dengang.
Vi var drenge og piger første gang That That indtog hitlisterne med følsomme popsange. Dengang handlede de om det liv, de fleste af os drømte om. Den kærlighed vi forestillede os, var forude. Det var midt i 90’erne, og alt var på en måde muligt. Take That var soundtrack til de drømme, som ubesværet skulle veksles til virkelighed, når vi var færdige med at sove længere.
Der er gået 30 år, og måske er tiden fløjet afsted, men det kan ses, at den er gået. Vi er blevet voksne siden sidst. I omegnen af os 5000, som var unge i 90’erne stod i Skovdalen i håb om, måske, at læne os lidt blødt ind i en tid med ’A million love songs’ og kys, vi husker resten af livet. Vi fik det hele i Skovdalen – også regn og torden – og det meste af tiden var det lige meget.
Take That er et produkt af den tid, hvor man gerne måtte overproducere en lille smule. Så det gjorde de, og sangene fra dengang var vi fælles om. De andre, dem, som gruppen, der i dag består af Barlow, Owen og Howard, har udgivet for nyligt, føltes som ventetid. Take That laver ikke nødvendigvis god musik – længere. De laver en fest, og så alligevel… ’Patience’ og ’The Flood’ modbeviser lidt pointen. Det er nyere sange, vi gider at synge med på, og de blev overbevisende leveret, blødt kastet ud over publikum, som kvitterede med fællessang.
”And the moment that you wander far from me
I wanna feel you in my arms again
And you come to me on a summer breeze
Keep me warm in your love then you softly leave”.
Take That var præcise og nogenlunde velproducerede. Ikke nogen overvældende musikalsk oplevelse, men måske præcis det, man kunne forvente. Take That er mest af alt, hvad de var engang.
