AnmeldelseFestivalnytGalleri

Avril Lavigne gav Tinderbox fem kvarters nostalgi

Der var dømt Greatest Hits i Tusindårsskoven

Hvis du syntes, at Britney Spears var for poleret eller at Christina Aguilera var for udbasuneret, så kunne du få år efter disse pigers debut stifte bekendtskab med endnu en ung kvindelig solist, der ligeledes erobrede tiden og musikelskeres hjerter omkring årtusindeskiftet. Seneste skud på stammen dengang var Avril Lavigne, der lagde fra land med en rockbitch-attitude og poppunkede hits som “Sk8er Boi” og “Complicated” ud, hvilket blandt andet MTV tog sig af at udbrede.

Ind i rækken af store navne

Et par og tyve år senere er en nu 39-årig Lavigne klar til at tage livtag med Tinderbox. Havde det ikke været for Corona, så havde festivalen kunne fejre 10 års jubilæum i år, men den dumme virus kostede desværre et par år på den konto. En så forholdsvis “ung” festival har alligevel kunne præsentere adskillige af musikverdenens største navne. Robbie Williams, Miley Cyrus, Suede, Pet Shop Boys, Billie Eilish, Red Hot Chili Peppers, Neil Young, Rammstein, The Killers, Sheryl Crow, Maroon 5, Skunk Anansie, Duran Duran, Kings Of Leon, Alanis Morrissette, Faith No More, The Prodigy, Iggy Pop og Faithless er blot nogle få navne af den nærmest uendelige strøm af vanvittige acts, der har betrådt Tinderboxs primære scener. Lavigne var i år det første af de bemærkelsesværdige udenlandske navne, der skulle bevise sit værd. 

Pink og sort

Til denne signaturs store overraskelse, så var der ikke mange tomme pladser foran Panorama. Nogle vil sige et kærkomment moment til at købe øl, mad eller merchandise – eller slå en streg – uden at skulle stå i kø. Kø var der til gengæld til at komme til foran Lavignes scene, for et talstærkt publikum havde tilsyneladende besluttet sig for at synge med på de letfordøjelige tekster fra tidslommen fra dengang. For blot seks dage siden udgav Avril Lavigne et greatest hits-album og promoveringen af dette, er netop årsagen til, at hun er på turné for tiden. Derfor kunne publikum på forhånd sagtens have iklædt sig pink og sort, hvis de ville matche stjernen. Ja, eller orange for den sags skyld. Det var i hvert fald de grundlæggende scenefarver og ligeledes de farver, der prydede de konfettiruller, der blev skudt ud under koncerten. Ild og røg manglede heller ikke. Nu manglede vi bare Lavigne.

Lyden af 00’erne

Og ud kom hun til tonerne af “Girlfriend” og med et stemte publikum i. En af Lavignes mere velkendte hits og dets tempofulde beat fik publikum til at reagere med dans, klap og sing along. Siden fulgte en lang stribe af Lavignes sangkatalog og minsandten om ikke hver og en er at finde på det føromtalte opsamlingsalbum. Mit øje fangede en pige på højst 10 år, der sad klinet på ryggen af mor (formoder jeg) og havde en fest til Lavigne. Hver en strofe blev der sunget med på imponerende. Men ja, det gjaldt altså også resten af publikum – mand som kvinde – ung som midaldrende… “Complicated” vakte publikums umiddelbare genkendelse, men også “What The Hell” forinden stod skarpt i Tusindårsskoven lumre hede. “My Happy Ending” fik også masserne til at gå amok, og det samme må man sige om “Sk8er Boi”. 

Uden de store armbevægelser

Bedst som Lavigne forlod scenen trak tunge skyer ind over festivalpladsen. En hed og solbeskinnet Tinderbox lignede fra oven noget, der kunne udvikle sig til “Thunderbox” på få øjeblikke. Det fik i hvert fald en massiv klump til at søge mod udgangen, og en betragtelig mængde oplevede derfor ikke, at Lavigne og band dukkede op igen til ekstranumrene “Head Above Water” og “I’m With You”, hvor sidstnævnte blev koncertens ellers helt store syng med-seance. Jeg vil ikke kalde det stor musikalsk kunst, at et navn med storhedstid for 20 år siden kommer ind og sætter 13 hits på række. Det var ikke en koncert båret af et samlende udtryk, hvor det visuelle blendede sammen med instrumentale eller vokale toppræstationer. Der var heller ikke tillagt de store øjenåbnere eller højdepunkter. Den samlende magi, som eksempelvis Depeche Modes koncert i 2018 – en koncert, som er blevet legendarisk – var der ikke. Men hvad der til gengæld var, ja, det var en menneskemængde, der fik serveret et soundtrack fra årtusindeskiftet i en tilpas dosis til at slippe hæmningerne og lade humørsmitten udbredes. Et imponerende skue og Lavigne gjorde det altså ikke sværere, end det var og hun holdt lige præcis regnvandet fra døren. Den bet fik Beth Hart…

Sætliste: 

Girlfriend

What The Hell 

Complicated

Here’s To Never Growing Up

My Happy Ending

He Wasn’t

Don’t Tell Me

Losing Grip

Bite Me

Love It When You Hate Me

Sk8er Boi

Ekstra:

Head Above Water

I’m With You

★★★★☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen

Lignende artikler

Back to top button