Fyrfest – det sidste navn og ekstra billetter
Det har været længe undervejs, men nu sker det endelig; dette års musikprogram fuldendes til Fyrfest 2024.Han var i Skive i går og i dag er han på plakaten i Viborg. Festivalen sætter også ekstra billetter til salg.
Vi har alle ventet længe, så det er en stor glæde og lettelse, at vi nu endelig kan løfte sløret for det fulde musikprogram til dette års Fyrfest: ”Vi har virkelig været ærgerlige over, at vi ikke har kunnet præsentere det fulde musikprogram noget før. Der er mange forskellige parter, forhold og omstændigheder, der skal passe sammen til sådanne offentliggørelser, men nu er tiden endelig kommet, og det kan vi kun glæde os over,” siger festivaldirektør Peter Kjær.
De første syv navne er allerede offentliggjort, og nu er det endelig tid til at byde et stort velkommen til det ottende og sidste navn: RASMUS SEEBACH.
Rasmus Seebach har længe været en af Danmarks mest succesfulde kunsterne. Hans evner spænder vidt, og han kan både skrive producer, sangskriver og sanger på cv’et. Han startede som sangskriver for mange store artister og havde stor succes med det i 10 år, men da han solodebuterede som sanger med hittet ”Engel” i 2009, tog han succesen til nye højder. Lige siden har han nemlig leveret hit på hit, og sammen med de spektakulære og storslåede shows, han altid leverer, har han vundet en plads i hjertet på utrolig mange mennesker. Han siger selv, at den ægte magi skabes sammen med publikum, og vi er slet ikke i tvivl om, at der bliver masser af magi at mærke, når Rasmus Seebach vender tilbage til Dyrskuepladsen endnu en gang.
”Han er og har længe været en stor stjerne i Danmark, og vi kan alle kun være imponerede over, hvor længe han har været i toppen, og at det ser ud til, at han forbliver der længe endnu,” fortæller Peter Kjær og fortsætter: ”Selvom han har spillet på Dyrskuepladsen før, så var han endnu en gang øverst på rigtig manges ønskelister til musikprogrammet for 2024. Vi forstår det godt, da Seebach altid leverer, og med så mange ønsker hans vej, kunne vi jo ikke gøre andet end booke ham til den 31. august.”
HUN KUNNE IKKE VENTE
I tirsdags den 28. maj blev Ida Laurberg pludselig offentliggjort. Det var ikke planlagt. Planen var at offentliggøre hende søndag den 2. juni: ”Hun glæder sig meget til at komme til Viborg, så hun kunne ikke vente med at dele nyheden på sine egne kanaler. Vi tog derfor en hurtig beslutning og fik hende offentliggjort, så nu glæder vi os lige så meget som hende,” fortæller Peter Kjær.
Med Rasmus Seebach og Ida Laurberg tilføjet, er musikprogrammet til Fyrfest 2024 fuldendt. Og sikke nogle koncerter vi har i vente med 8 gode artister på programmet:
Andreas Odbjerg
Ida Laurberg
Jonah Blacksmith
Medina
Queen Machine
Rasmus Seebach
Suspekt
Tobias Rahim
NY OMGANG BILLETSALG
Fyrværkeri Festival, som festivalen indtil for nylig hed, har siden den spæde start haft den samme festivaldirektør, som grundlagde festivalen tilbage i 2011. Nu er festivalen blevet til Fyrfest, og for første gang er en ny festivaldirektør kommet til. Det meste forbliver det samme med lidt opgraderinger hist og pist, og dette års festival er nu tegnet mere eller mindre færdig. Det har taget lidt tid, da hele festivalpladsen er blevet gennemgået, målt, vendt og drejet, men nu har den nye direktør Peter Kjær fået pladsen helt inden under huden: ”Da vi overtog festivalen og startede billetsalg næsten lige efter overtagelse, var vi lidt forsigtige. Vi kendte ikke pladsen helt ud i hjørnerne, og vi kunne derfor ikke være helt sikre på, hvad Dyrskuepladsen kunne og hvad kapaciteten kunne være,” fortæller direktøren. Det ved vi nu, og derfor kan vi nu frigive et begrænset antal billetter.
Når vi rammer den 31. august, og alle mødes på Dyrskuepladsen til Fyrfest 2024, bliver vi det samme antal, som vi altid har været; cirka 18.000 festivaldeltagere, men pladsen kommer måske til at føles lidt anderledes: ”Pladsen får en opgradering med bl.a. nye barer og flere siddepladser, men der er også kigget på indretningen. Hver en meter og hvert et hjørne bliver forsøgt udnyttet, så pladsen forhåbentlig vil føles større,” fortæller Peter Kjær.
Det begrænsede antal ekstra billetter er netop blevet sat til salg på fyrfest.dk/billetsalg.
EKSTRA NYHEDER
Det er igen i år Royal, der leverer de kolde øl, og i år kommer de desuden med nye, genbrugelige krus: ”Vi har eftersøgt at få en renere plads og dermed en bedre oplevelse for alle. Vores publikum har også givet udtryk for, at de ønsker en ordning med genbrugelige krus og retursystem, så de ikke skal vade rundt i dem på dagen,” fortæller Peter Kjær.
En anden nyhed, som er blevet luftet lidt på de sociale medier er, at det traditionelle afslutningsfyrværkeri i år bliver erstattet af scenefyrværkeri; ”Det er noget, vi ser rigtig meget frem til at vise vores publikum. Det kommer uden tvivl til at give musikken en ekstra dimension, og forhåbentlig vil oplevelsen dermed også blive bedre,” fortæller Peter Kjær.
Der vil løbende blive delt flere nyheder, opgraderinger og tiltag på festivalens sociale medier.