Festivalnyt

Sommersol på Slottet 2024: Bellevue Teatret og Charlottenlund Slot styrker samarbejdet

Musik, magi og familiefest i Slotshaven. Selskabet bag Charlottenlund Slot er stolte af at annoncere, at samarbejdet med Bellevue Teatret fortsætter og styrkes gennem den populære musik- og kulturfestival, Sommersol på Slottet. Festivalen løber af stablen den 31. maj - 1. juni. Bellevue Teatret sørger for, at musikken bliver suppleret med spændende kultur- og børneaktiviteter, så der er fest for hele familien.

Charlottenlund, Gentofte – Bellevue Teatret og Charlottenlund Slot styrker samarbejdet gennem den populære Sommersol-festival i Charlottenlund Slotspark. I 2024 vil festivalen ud over store danske musiknavne præsentere et stort børne- og kulturprogram, arrangeret i samarbejde med Bellevue Teatret.

Lørdag formiddag under festivalen bliver dedikeret til familier og børn i alle aldre. Her kan deltagerne nyde spændende aktiviteter i slotshaven, såsom eventyrfortælling og møde den elskede figur Jungledyret Hugo. Denne magiske oplevelse sikrer, at både børn og voksne kan skabe uforglemmelige minder for livet.

Pia Jette Hansen, direktør for Bellevue Teatret, udtaler: “Jeg er fuld af begejstring over det samarbejde, der allerede er med Sommersol-festivalen og aktiviteterne på Charlottenlund Slot. Vi har i forvejen både musik og teaterforestillinger på Charlottenlund Slot. Blandt andet har vi afholdt de populære ‘Jeppe på Slottet’ forestillinger med hele slotsparken som kulisse. I forbindelse med Sommersol-festivalen er det en glæde at kunne tilbyde et rigt og varieret børneprogram i sådanne smukke omgivelser.”

Sommersol på Slottet 2024: En festivaloplevelse på nippet til udsolgt!

Efter en fantastisk debut sidste år vender Sommersol på Slottet tilbage til Charlottenlund Slot med et endnu stærkere program, der lover en uforglemmelig weekend den 31. maj – 1. juni 2024. Billetterne er næsten udsolgt, så det er nu sidste chance for at sikre sig en plads til den hyggelige og spektakulære begivenhed under træerne i slotshaven.

Festivalen byder i øvrigt på et stjernebesat line-up, der inkluderer kunstnere som Tina Dickow, Kind mod Kind, Uro, GRETA, Dahlin, Lord Siva, Karl William, Magnus Münster, Elsked, Svea S, Klubien og Danseorkestret og mange flere. Med sin unikke beliggenhed ved Øresund og et program fyldt med både etablerede navne og lovende talenter er Sommersol på Slottet mere end blot en musikfestival – det er en fejring af livet, musikken og sommeren selv.

Mads Hedegaard, direktør for Charlottenlund Slot, udtaler:

“Min vision med Charlottenlund Slot er at genoplive 1800-tallets kulturelle brug af både slot og slotshave med respekt for naboer, fredninger og natur. Dengang var Charlottenlund Slotshave et yndet udflugtsmål. Vi har vist, at vi kan producere kulturarrangementer på slottet af meget høj kvalitet, og med en bred samfundsmæssig opbakning kunne mange flere få glæde af kulturen. Ser vi frem mod 2025, vil Bellevue Teatret blive en endnu mere integreret del af Sommersol-festivalen.”

Sommersol på Slottet har i 2024 fået en søsterfestival i Bramslev Bakker nær Hobro. Festivalen, der finder sted 28.-29. juli, kombinerer musikalske optrædener med en smuk naturkulisse og en atmosfære af fællesskab, samt flotte rammer for gourmetmad i restauranten og overnatning i de Jim Lyngvild-designede Viping-telte.

Bellevue Teatret således også være en del af Sommersol i Bakkerne i Jylland. Dette udvidede samarbejde sikrer, at endnu flere kan nyde godt af teatrets unikke kulturtilbud i forbindelse med festivalen.

Billetter og yderligere information:

Der er kun få billetter tilbage, så interesserede opfordres til at handle hurtigt. Besøg festivalens officielle hjemmeside på sommersolpaaslottet.dk for mere information og billetreservation.

Lignende artikler

Back to top button