For 40 år siden slog tre unge knægte pjalterne sammen og ville skabe et orkester, hvor folk skulle kunne danse til deres musik. Det tog ikke så pokkers lang tid at finde på et navn. Danseorkestret skabte tilbage i 80’erne et par af de store klassikere, som har sikret sig et evigt liv som enhver feststarter, som retro-radio sikker investering og som memorabel sing-a-long-træffer. Han nævner det selv, Jørgen Klubien, undervejs i aftenens koncert. “Jeg har skrevet over 100 sange, og så er der alligevel kun to, som folk husker”. Han nævner “Regndans”, som den ene, og som Klubien og co. her til aften smider i hovedet på publikum fra første strofe, og så naturligvis “Kom Tilbage Nu”, som unægteligt er SANGEN, som folk er kommet for at høre.

Hvem er hvem?

Det originale Danseorkestret findes desværre ikke mere. For tre år siden døde percussionist Jacob Andersen, og Rasmus Kærså har helliget sig Moonjam, hvilket efterlader Jørgen Klubien til at drive værket videre. Han har fået nye legekammerater på scenen, og på scenens bagklæde står der ganske rigtigt Klubien / Danseorkestret. Det kan undre, at det er noteret ordret, for af hensyn til før og nu, så har Klubien og co. siden udgivet musik under navnet Dans’orkestret og det er også det navn, bandet er hyret som på Jelling Musikfestival. “Det er svært at nærme sig niveauet fra de gamle sange”, nævner Klubien, der primært spiller nyere komponerede sange her til aften. Han har givetvis ret, og koncerten bliver også en svær størrelse at håndtere og kapere for dens tilhørere.

Stig af og stig på

Naturligvis danser og synger folk, som havde de aldrig gjort andet, da sangen om Isabella, der danser i regnen åbner ballet. Her er særligt det modne publikum samlet, men også et par unge spirer engagerer sig og viser nogle moves og dansetrin, der hører nutiden til. Der er gennem hele koncerten et stabilt fremmøde, men folk kommer og går i perioder, og det er kun ganske få, der bliver fra start til slut. Denne signatur havde en forventning om, at folk som minimum ville blive til “Kom Tilbage Nu” var spillet. Noget som forventeligt kunne blive aftenens sidste nummer for at slutte ringen. Sådan blev det ikke…

Problemer med lyden afgiver en svag summen, som Klubien flere gange påpeger og håber på, at lydteknikerne kan få rettet. Jeg er med på, hvad han mener. Jeg kan godt høre en form for konstant brummen, men kan som Klubien og crew ikke definere, hvilket instrument, der afgiver den. Den bliver aldrig rigtig lagt i graven, men heldigvis er det nye orkester ganske velspillende og kan for så vidt godt få den samlede lyd til at overdøve den lyd, som ikke skal være der. 

Kedsommeligt i længden

Klubien, der i dagens anledning i er klædt cowboyhat og indianerfletning, kaster sig ud i flere nye sange, som publikum i første omgang tager ind, men efterhånden bliver det trivielt. Det er ikke fordi, at det ikke swinger, men flere af numrene har slet ikke rigtig nogle tonemæssige udsving. Selvom det ene nummer afløser det andet, så føles det som, at man stadig hører det forrige. Til fælles for koncertens numre er også, at der er et utroligt langt forspil, før Klubien lader sin karakteristiske stemme lyde. “Bamboozled” skal nærmest løbes i gang, som man gjorde med knallerter før i tiden. “Blomsterpige” fænger heller ikke rigtig. Teksten er ufattelig banal og under Klubiens sædvanlige niveau, når det gælder sangskrivning. Den har ikke været svær at få til at rime, undskyld mig.

Tålmodigheden hos publikum er så småt også ved at sive ud, og flere begynder at istemme “Det kom som et chok, da hun forlod mig” i håb om, at Klubien ville give efter her og nu. Nu skal det så lige siges, at hvis den gode Klubien mener, at folk kun kan huske to af Danseorkestrets numre, så tog han fejl. Det var i hvert fald snedigt, at hive “Jeg Prøver Igen” og “Jagten På Den Store Kærlighed” ind i sættet, for selvom de er fra 90’er-pladerne, så stod de også stærkt som publikumsvækkere. For en kort bemærkning vendte sang og dans retur blandt tilhørerne, for bedst som man troede, at nu var de nye sange præsenteret, og nu havde man fat i sangene fra dengang det primære publikum var unge, så sadlede Klubien om, og lod os høre “Don’t Let The Old Man In”, som på ingen måde havde manifesteret sig i publikum – altså bortset fra, at den ikke var til at skelne fra de andre nye sanges grundbeat og rytme. Det blev en underlig reciterende omgang.

Der var engang…

“Kom Tilbage Nu” var ikke aftenens sidste bidrag, men som man måske kunne forudse, så sev publikum andetsteds herefter og de kom ikke tilbage. Der var ingen grund til at fylde mere på tanken fra denne scene. Nærmere ved ølboder og burgerhytter. Beklager, men Danseorkestret var Danseorkestret. Det havde været langt bedre, hvis Jørgen Klubien havde kaldt sit nye orkester noget andet. Så ville han også undgå, at folk ville have forventet mere af det der fra for 40 år siden. Det kan man ikke længere leve op til, og det er unægteligt forbundet til navnet. Derfor var mødet med Klubien og hans sympatiske nye flok også en noget uforløst oplevelse. “Der er kun to numre, som publikum kan huske”. Nej, jeg kunne godt have smidt et par bud fra storhedstiden i hatten, men den forblev på Klubiens hoved.

★★★☆☆☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen.

Foto: Johnny Ekelund Jensen.