Om aftenen den 2. maj var der letpåklædte damer, nålestribede habitter, hornorkester, store blitz fra fotografiapparater, fjervifter, sang og dans for fuld skrue på Aarhus Teater.

Forestillingen “CHICAGO” havde premiere og kan ses indtil den 15. juni.

Det er dog en forestilling byen må kunne ønske sig permanent, for mage til festfyrværkeri og underholding af den frække, glade slags, skal man se længe efter.

I sin tid (1975-77) blev stykket vist 936 gange på Broadway og er skrevet i 1926 af Maurine Dallas Watkins.

Instruktør Niclas Bendixen har virkelig lukket op for godteposen af dans, kostumer og koreografi.

Århus teater er som forvandlet til vaudeville, til fængsel, til red light district. Sikke en scenografi; en hel forscene i trækonstruktion hæver sig op fra gulvet. Væg Store sættekasser kan åbne og lukke som døre, mens aktører holder sig fast. Stor trappe opsætning drejer ind, så skuespillere og dansere kan gøre entre med stil, som er en diva værdi.

Inden forestillingen går igang er der stemning i salen. Århus Teater er på hjemmebane med sit publikum som genser og hilser på gud og hver mand. Der klinkes glas og snakken i rummet, giver associationer til tidligere tiders scener hvor man netop gik til cabaret, til vaudeville og revyscener, for at få løftet humøret.

I mørket byder en stemme os velkomne og minder os om, hvad som står vort hjerte nært:…”Intriger, jalousi, vold, sex, utroskab, manipulation, kriminalitet, løgne..etc”.

Så er scenen ligesom sat og lækkerierne begynder.

Amanda Friis Jürgensen spiller Velma Kelly, Sofia Nolsøe spiller Roxie Hart og sanger Szhirley spiller Mamma som er fængsels”mor”. De to andre sidder i fængslet mens de venter på deres retssag, de har slået deres mænd ihjel.

Det er de 3 stærke, smukke kvinder som sætter scenen. De er meget forskellige og giver karakterene liv og nerve. Szhirley som Mamma er godt castet og jeg får lyst til, at hun havde endnu et sang nummer og fyldte endnu mere.

Stykket bliver tidsrelevant i forhold til hvor langt der vil gåes for at blive berømt, om man er skyldig og angre, lære af sine voldsomheder, bliver tydeligt at karakterene ikke tager til sig. Måske er det endda nødvendigt for at få opmærksomheden, for at blive frikendt.

Medierne kan stadig i dag påvirke folkestemningen. Kriminelle kan stadig blive politikere. Mordere kan skrive bestsellere og skabe sig karriere med foredrag.

Paparazzier kan dræbe.

I kontrast til det, står den naive, rare, stille, usynlige `Cellofan`mand med Chicago stykkets navn Amos Hart (Roxy Harts ægtemand) Han får en helt særlig plads i Emil Prenters udgave.

Han har publikums sympati og træder med Emils nærvær og forståelse for pauser, ud som en slags ægte menneske, som har værdierne i orden. Han tror på kærligheden.

Virkelighedens historie er som i dag “for banal” og sælger ikke aviser eller får folk til at trykke på links. De historier bliver glemt, mens dramaet gerne må leve og overleve! Det er der, der er kød på, det er der underholdningen og pengene er.

Og som det desværre også sker i virkeligheden, kan de uskyldige henrettes. De skyldige går fri..puha, sikke en morale eller ´vink med vognstang´.

“Vi håber ikke det går om 20-30 år, men det er himlen nu til dags” siges der til sidst i forestillingen. Forstået som, at tiden forhåbentlig er anderledes om 30 år” hvor man ikke bruger medierne til at få succes, hvor samfundet har fokus på det gode og de ærlige værdier. Men der blev nok nærmere skrevet en profeti, for her næsten 100 år senere er udfordringen med samfundsmagten igennem medierne, mere og mere relevant med tiden og er blevet allemandseje.

CHICAGO er en fest uanset alvoren under, og jeg har slet ikke fået nævnt den vidunderlige dans, musikerne som blender ind i forestillingen, de flotte sangnumre, reporter Mary Sunshine spillet eminent af Anders Bilberg og Jacob Kvols som den egoistiske advokat Billy Flynn, som de anklages liv afhænger af.

Så der er ikke andet for, end at I må ind og se det selv.

★★★★★★