FestivalnytLine-up

Zar Paulo bringer Randers Festuge tæt på paradis

Det anmelderroste og prisvindende band Zar Paulo melder sig i rækken af stærke danske musiknavne, der gæster Værkets amfiscene til Randers Festuge 2024. Den højenergiske og storhittende aarhusianske kvintet giver 15. august gratis-koncert under den åbne sommerhimmel. Festugens program på Amfiscenen byder blandt meget andet også på Hugorm, Blæst, Krebs & Falch, sommeropera og danseteater.

Det er langt fra et hvilket som helst band, der giver årets store gratis koncert på Amfiscenen. Zar Paulo har ikke uden grund modtaget Gaffaprisen 2024 i kategorien Årets pop-udgivelse. Deres satiriske og dystre hverdagsfortællinger krydret med musikalsk inspiration fra både punk, akustisk folk og indie-rock går kort sagt rent ind. Singlen fra januar 2022 ‘Klap For Fædrelandet’ blev derfor også hurtigt en såkaldt landeplage på de danske radiostationer. Senere samme år blev det også en uofficiel fansang blandt tilskuerne til de danske fodbold- og håndboldlandshold.

I 2023 udgav de deres prisbelønnede debutalbum ‘Elendig Software’ og den efterfølgende turné i efteråret bød på udsolgte venues og ekstrakoncerter rundt om i landet. Anmelderne fra de store danske dagblade og musikmagasiner som Jyllands-Posten og Soundvenue har givet bandet fem ud af seks stjerner. At Zar Paulo også er blevet kåret som Årets Nye Danske Livenavn ved Danish Music Awards 2023 er endnu et argument for en super god fest i Randers den 15. august.

“Du kan godt begynde at glæde dig til, at de fem gutter giver festugen puls, når vi skråler med på både ‘Klap For Fædrelandet’ og sange som for eksempel ‘Stop Believing’ eller ‘Ik Gå Så Langt’,” lover festugechef Mette Bertelsen.

Koncerten med Zar Paulo begynder kl. 17. Der er gratis adgang, som der i øvrigt er til flere af arrangementerne på Amifscenen. Mens der til andre koncerter skal betales entré.

Fredagsfest med Blæst og Hugorm
Det gælder om at hold på hat og briller, når Værket præsenterer dobbeltkoncert fredag den 9. august. Festugens program på Amfiscenen begynder med, at Hugorm uddeler musikalske knytnæveslag. Simon Kvam og company har blandt andet en lang række nye numre med på setlisten. Ellers bliver der helt sikkert genhør med numre som ‘Pottemanden’, ‘Træmand’ og ‘Himmeljuice’. Inden da har Blæst fortryllet samtlige fødder og kroppe, for festugegæsterne kan umuligt stå stille til deres groovy og delikate popsange. Prisen for denne oplevelse er 395 kroner. Billetsalget foregår på www.vaerket.dk

 

Krebs og Falch lørdagshygger med band

Foto: Torben Adsersen

Den akustiske duo-koncert med Poul Krebs og Michael Falch på Værket den 12. april blev hurtigt udsolgt. Derfor det en ekstra stor fornøjelse at Værket kan præsentere Krebs & Falch til Randers Festuge. De to herre tager fuldt band med, så det kan ikke blive andet end en folkefest. Koncerten finder sted den 10. august kl. 20. Billetter til 395 kroner pr. styk kan købes via www.vaerket.dk

 

Bredt program med mange genre
Randers Festuge 2024 afholdes i dagene 9.-17. august. Her er hele byen vært for en fest, der bliver skabt i fællesskab og for hinanden. Det bliver ni dage med omkring 500 forskellige arrangementer med blandt andet musik, kunst, fællesskab og bevægelse. Ni dage, hvor alle mærker pulsen i Randers. Årets festugeprogram bliver løbende offentliggjort på www.randersfestuge.dk
 

På Amfiscenen bliver der også gratis søndagssjov for hele familien, når Hr. Skæg tager sit nyeste show med til Sparekassen Kronjyllands Store Familieshow. Det bliver dermed til et glædeligt gensyn, da den populære figur også gæstede festugen i 2022.

 

Det bliver en fantastisk tirsdag aften, når de prisbelønnede Uppercut Danseteater gæster Amfiscenen med forestillingen Benched. Tag plads. Sæt dig ned. Du bliver helt sikkert bænket. Det er en hudløs ærlig dansefortælling om livets store og helt små spørgsmål. Om at sætte sig til rette. Om at turde at sætte sig skævt, om at sidde på tværs, om at blive sat af eller bænket. Om at tage, skabe, og give plads, og helst at huske at gøre det, inden du falder på røven, der hvor bænken ender.

 

Randers Kammerorkester tager den 16. august tenor Christian Damsgaard og baryton Teit Kanstrup fra Aarhus Sommeropera med på scenen. Sammen med dirigent David Riddell vil de opføre både musicalhits og de bedste arier fra operaens verden.

 

Sidst men ikke mindst, så indtager det swingende Randers Big Band også Amfiscenen. Traditionen tro bliver det med en dygtig og kendt gæstesolist. I år er det Andrea Lykke Oehlenschlæger, som mange kender fra den danske version af den anmelderroste ‘The Bodygard – The Muscial’. Andrea har desuden tidligere været med Stig Rossen på juleturné – og er i øvrigt også kendt for sin deltagelse i tv-programmet ‘Vild med Dans’. Sammen med Randers Bigband vil hun skabe en hyggelig og gennemmusikalsk eftermiddag fyldt med gode sange, højt humør og spilleglæde.

Lignende artikler

Back to top button