Stand-up: 5 komikere joker fredagen i gang på Jelling Musikfestival
Fredag eftermiddag på Jelling Musikfestival 2024 er der fuld skrald på komikken, når et skarpt team af Danmarks bedste standuppere griber mikrofonen.
Ingen Jelling Musikfestival uden et besøg fra et hold af Danmarks skarpeste vittige hjerner. Og sikke et hold. Spænd lattermusklerne og glæd dig til Heino Hansen, Ane Høgsberg, Johnny Robertson, Steen Molzen og Torben Chris.
Radio- og tv-værten. Bagersvenden. Forræderen. Kært barn har mange navne, og Heino Hansen er virkelig et kært barn. Men Heino Hansen er først og fremmest standupkomiker – og én af
Danmarks absolut bedste af slagsen. Han debuterede i 2008, og allerede halvandet år senere, blev han nomineret til talentprisen ved Zulu Comedy Galla og i 2022 vandt han prisen som årets komiker til selvsamme arrangement. Med sin knivskarpe og knastørre levering rammer han gang på gang hovedet på sømmet, og går rent ind til en julefrokost, såvel som hos Kongehuset.
Med selvironisk distance og konstant søgning efter grænser er Ane Høgsberg et forfriskende pust på den danske standup-scene. I sine shows såvel som på Instagram udleverer hun livet som kvinde af i dag, så både mænd og kvinder bryder sammen af grin. Hun elsker at tale om de mørke sider i mennesket – leveret med uimodståelig, jysk charme. Ane Høgsbergs unikke blanding af energi og humor gør det svært ikke at overgive sig til grinet.
Johnny Robertson er et af de nye, sjove knopskud fra det ambitiøse komikermiljø i Aarhus, og han har allerede mere end bevist sit værd. I 2019 var han én af de nye håb ved Zulu Comedy Galla og i 2022 vandt han DM i Standup. Hæderen er fuldt forståelig, når man først én gang har oplevet Johnny Robertsons mærkværdige historier fra sit eget liv eller perspektiver på tilværelsens absurde emner. Et originalt og personligt præg skinner igennem materialet, der altid bliver leveret med indlevelse, charme og små uforudsigelige twists.
Steen Molzen er i standupkredse kendt som den lavbenede håndgranat – og det forstår man, når man oplever ham live. Nutidens trummerum får en kradsbørstig hudfletning, når han går ombord i I-Landenes Problembank. Og modsat mange af kollegerne bygger Steen Molzens betragtninger på uddannelse, jobs og erfaring fra den virkelige verden. Han er uddannet pædagog, men den indre gadedreng har også et ord at skulle have sagt, når han tackler sin omverden med brug af
eksempler, som alle kan nikke genkendende til. Meld dig under fanerne hos Steen Molzen for et sikkert los i lattermusklerne.
Med sin vanvittige energi på en scene har Torben Chris gennem sine 20 år i dansk comedy bevist, at han hører til blandt den absolutte top af hårdtslående komikere i Danmark. Den lokale legende stikker igen i år fingeren ind i den dansk/jyske folkesjæl, hvor der er et velplaceret blåt mærke.
Når den arrige midtjyde lader sine holdningsfyldte jokes flyde ud over scenekanten i kaskader af mundvand, så er man til tider i tvivl om, hvorvidt man skal tilslutte sig Torbens revolution eller nøjes med at dø af grin.
Lørdag vender Torben Chris tilbage, når han indtager Søpavillonen med Uffe Holm og deres podcast Bagstiv.