Stjernespækket musikprogram på Sølund Musik-Festival
Sølund Musik-Festival i Skanderborg, der er verdens største festival for mennesker med udviklingshandicap, melder nu klar med et stjernespækket musikprogram.
Sølund Musik-Festival i Skanderborg, der er verdens største festival for mennesker med udviklingshandicap, melder nu klar med et stjernespækket musikprogram til de 72 timers musik & kærlighed, som I år løber af stablen fra den 11.-13. juni 2024.
Det fortæller festivalleder og talsmand Lasse Mortensen, der igen i år har tryllet et spændende og alsidigt musikprogram op af hatten.
“Vi er rigtig glade for årets musikprogram, der nok skal sikre den sædvanlige fantastiske stemning for alle på Sølund Musik-Festival. Det er en rigtig god kombination af nye spændende musiske input, og festlige kendinge, som vi ved, at vores gæster og deres ledsagere også kommer for at høre,” fortæller Lasse Mortensen
Årets Sølund Musik-Festival tæller for eksempel nyere store navne som Benjamin Hav og familien, Jonah Blacksmith, Zar Paulo og Ameli Dot. Men også velkendte festivalnavne som Queen Machine, Infernal, Rasmus Walther samt Dodo & the Dodos, Lis Sørensen. Og så selvfølgelig de helt uundgåelige på netop Sølund Musik Festival: Birthe Kjær & Feel Good Band, Jacob Haugaard, Sussi & Drengene, Stig & Vennerne foruden konceptbands som Luftens Helte og Fede 80’ere.
Du kan se billeder fra festivalen sidste år i linket her under:
Se eller gense: Tre kærlige dage i Sølund
Stemning og publikumkontakt vigtig
Og netop fest og stemning er helt central på Sølund Musik-Festival. For ud over musikken, er det præcis det, gæsterne kommer for. Derfor er det ifølge Lasse Mortensen også meget vigtigt, at artisterne på Sølund Musik-Festival både kan og vil være med til at skabe den gode stemning og kontakt til publikum.
“Festen og den gode kontakt, som artisterne har med vores publikum er alfa og omega og betyder næsten lige så meget som selve musikken. Og dét at skabe en kanon god stemning kan årets artister også. Så vi ser frem til 3 dage i den gode fests navn. Kort sagt, vi glæder os rigtig meget til det hele,” forklarer Lasse Mortensen.
Musikprogrammet kan ses på Sølund Musik-Festivals hjemmeside, hvor der også kan købes billetter:
www.solundfestivalen.dk
Billetter til den “omvendte inklusionsdag” Tovli’ Tirsdag, hvor øvrige borgere inviteres med til festivalen for et beskedent beløb, sættes til salg til april.