FestivalnytLine-upTopnavne

Heartland præsenterer de første 12 navne

Musik for alle aldre slippes løs på Fyn

Så blev det rosinen i pølseendens tur til at annoncere navne. Heartland ved Egeskov på Fyn er kendt for sin mangfoldighed blandt de optrædende. Festivalen, som også byder på både kunst, mad og talks, åbnede i dag for sluserne, hvad angår musikalske oplevelser til sommer. 2024 tegner til endnu et alsidigt program.

Heartland får nemlig besøg af rockbandet Kasabian, der blev dannet i slut-90’erne og som i 00’erne etablerede sig som et af de mest spændende engelske orkestre. 7 albums i bagagen og med en dedikeret fanbase over hele verden, så bliver koncerten på Heartland formodentlig også et tilløbsstykke. Længere tilbage, nemlig i 80’erne, finder vi The Thes storhedstid, og den bliver bragt til live igen på Heartland. Matt Johnson er eneste tilbageværende originalmedlem, men mon ikke han og co. får det hele til at swinge alligevel med deres post-punk, som også gjorde sig godt i 90’erne. The The har endda en sang, som hedder… Heartland.

Annonceret er også poppens gentleman nummer 1. Rick Astley har før været at finde på Fyn, da både Tinderbox og Den Fynske Landsby har haft “Never Gonna Give You Up”-sangeren forbi. Nu er det så Heartlands tur til at brumme med på “Together Forever”, She Wants To Dance With Me”, “Whenever You Need Somebody” og nyere hits som “Keep Singing” og “Dippin My Feet”. Det britiske orkester Keane, som er kendt for sin brug af særligt klaver i sine mange hits, kommer også forbi. Tom Chaplin og resten af slænget udgiver ny musik på fredag, så det er oplagt at komme ud og lufte det i året, der kommer. Mon ikke også at hits som “Everybody’s Changing”, “Is It Any Wonder?”, “Sovereign Light Café” og alle de andre klassikere får en vis pondus på Heartland? Jeg tror det. Vi får også et fransk indslag i form af L’Imperatrice.

Naturligvis bliver der også plads til dansk, når Medina, Blæst, Coco O., Den Sorte Skole, eee gee, August Høyen og Kellermensch indfinder sig.

Heartland løber af stablen næste gang 13.-15. juni og billetsalget er i gang.

Lignende artikler

Back to top button