Koncerter

Unge gnister arrangerer koncert med Iomfro

Ung Gnist har booket varmt musiknavn til koncert på Gnisten 1. december, sanger og musiker Alma Kjær Agergaard – bedre kendt under kunstnernavnet Iomfro

Fredag 1. december er det tid for en usædvanlig koncert på spillestedet Gnisten på Møllevej i Ry. Her arrangerer Gnistens ungdomsgruppe Ung Gnist en koncert med den fremadstormende 26-årige sanger og musiker Alma Kjær Agergaard – bedre kendt under kunstnernavnet Iomfro.

Koncerten appellerer både til de unge og de lidt ældre, for der er tale om et af de helt varme navne i dansk musikliv. Siden sin debut i 2021 har Iomfro høstet megen ros og opmærksomhed både blandt publikum og anmeldere. Det hænger sammen med, at hun skriver nærværende tekster om, hvordan det er at være ung nu om dage. Hun synger om at føle for meget og for lidt, om hverdagskedsomhed, angst og klimakrisen, og de vedkommende tekster bevæger sig rundt i et meget melodisk pop-univers. Der er grund til at holde øje med Iomfro, som sidste år blev nummer et på P3’s upcoming liste, og hun turnerede også landet rundt – blandt andet som support for både Hugorm og Patina.

Som nævnt står Ung Gnist bag koncerten, og der er flere koncerter og aktiviteter i vente fra de unge. Der er i øjeblikket omkring 25 meget aktive lokale unge med i Ung Gnist, og de har fået midler at arbejde med, da de har fået støtte fra Skanderborg Kommunes projekt Ringe i Vandet og af Tuborgfondet.

Ud over at arrangere deres egne koncerter er medlemmerne af Ung Gnist i gang med et kursus-forløb støttet af Tuborgfondet, og her lærer de blandt andet at booke musikere, arbejde med lydteknik og meget andet.

Lige nu gælder det koncerten med Iomfro. Den finder som nævnt sted fredag 1. december, og billetter til 70 kroner stykket kan købes via Gnistens hjemmeside eller “i døren”, hvis ikke der bliver udsolgt. Dørene på Gnisten åbnes klokken 19, og selve koncerten begynder kl. 20.

Back to top button