Stine Bramsen i Kulturhuset Skanderborg

Det er en kold, blæsende, regnfuld aften i Skanderborg hvor de fleste ville være blevet på sofaen under tæppet, men det myldrer ind, for Skanderborg Kulturhus har fint besøg den første November i efteråret.

Stine Bramsen er på plakaten og det, med det lige modsatte af det “boyband” hun er kendt fra. Hun fik lyst til kvindeselskab, til ikke at konkurrer med sine kvindelige kollegaer, men mere starte med, at “skinne på kvinde” som hun siger.

`Skabe positive dråber i vandet` som kunne gøre noget godt for kvinder i branchen. “Jeg skulle samle et band og tog aktivt stilling til, er der nogle kvinder som lige så godt kunne besætte pladserne, så bør jeg sætte et hold af det”! og det var der.

Stine Bramsen samlede Kajsa Vala på guitar, som i aften har virkelig mange seje guitarer med. Emilie Espichicoque på trommer og percussion og Anja Kulyova på bas. Alle er med på vokal, Kaja Vala noget mere end de andre og Emilie med egen sang under navnet Jaya May.

Vi sidder og snakker backstage minutter før, Stine Bramsen og Kajsa Vala `går i sminken` som man siger på teatersproget. Det er nok mere den mentale time, hvor der er fokus på aftenens optræden på programmet.

De har kendt hinanden et par år nu, Kajsa og Stine, og der er noget på færde.

Det bobler af god energi og gensidig respekt og selvom de to umiddelbart virker langt fra hinanden musikalsk, så er det muligvis det, som der er ved at opstå. Musik.

De syntes de kan noget sammen, de skriver sammen og overvejer at træde ud på festivalerne til mere intimt setup end det Stine Bramsen ellers er kendt for. Hun er blevet nysgerrig på teltene og de lidt mindre scener, vi overvejer det, fortæller Stine. “Jeg lærer meget af Kajsa” fortsætter hun, “Kajsa kommer fra en anden verden end mig, hun skriver anderledes, har en mere stille, intim måde at gå til det på, end jeg er vant til”.

Der er plads til flere nuancer i sin personlighed i band kvinde selskabet mener både Kajsa Vala og Stine Bramsen. Stine Bramsen har lavet en sang som hedder “Mother Earth” hvor omdrejningen også er, alle de kvinder der står bag én enkelt kvinde, og hvor hårdtarbejdende og seje de er. “Vi skal huske at klappe hinanden på skuldrene, særligt, når ingen andre gør det. Huske at hylde sig selv, sin mor, pædagogen i børnehaven…” Siger Stine Bramsen.

Ingen har spurgt om, hvor Stine Bramsen har gået på efterskole. Men i aften er hun kun få kilometer derfra. Stine gik på Efterskolen Ådalen som ligger i Hørning og havde valgt musical linjen. Derefter troede hun, at hun skulle på Musical Akademiet i Fredericia, men da hun ikke kom ind på Katedralen i Århus, og fik plads i Silkeborg, ja så mødte hun et band som manglede en korpige og Alphabeat blev født.

Kajsa Vala har været efterskolelærer på Den Rytmiske Efterskole i Båring i 4 år. Stine Bramsen har altid drømt om, at blive efterskolelærer, det var det hun tænkte hun på et tidspunkt skulle senere i sit liv, hun er vild med den forskel man kan gøre og hvem ved, måske hun en dag tager et par år, som netop det.

Kajsa startede med at sidde bag en lukket dør og synge og det var først i slutningen af 3.G at hun sang for andre, hvor Stine i kontrast til det, har sunget og spillet siden 2. klasse. De er begge på “hjemmebane” Stine er fra Ry og Kajsa fra Århus. Stine fortæller senere fra scenen i Skanderborg, at det er en lidt speciel aften for hende, for sidst hun stod der, var hun 13 år og vandt 500 kr i en sangkonkurrence, hun fik overrakt af Tom McEwan.

Stine spørger Kajsa om, hvad hun dømmer om, skal ske i fremtiden. Det spørgsmål hader Kajsa!

Igen bliver det tydeligt at der er en ærlighed og direkte facon mellem de to kvinder. Men måske er det ubehaget ved at blive spurgt direkte, når nu drømmen er, at gå mere på scenen sammen, de to.

Stine Bramsen er ikke høj, hun er nok det man på fransk ville kalde petit og med sit åbningsnummer fremstår hun, som en tidligere tiders diva foran den 50`er udseende mikrofon. Jeg får associationer til Edit Piaf, til Eva Peron, til Judy Garland. Og hvilken åbning, hun laver på aftenens koncert.

Helt alene står hun med sin store stemme og vi retter ryggen, ørerne slås ud, øjnene hænger ved hendes lys, som brænder langt ud i os alle sammen.

I baggrunden står Kajsa Vala og betragter hende, inden hun selv træder ud i lyset og de sammen fortsætter koncerten, nu også med guitar. Senere kommer Emile og Anja med og dermed også mere lyd.

Det er en støt stigende, festligt snigende koncert, som jeg 4-5 gange får utroligt meget gåsehud over. Det er Stines stemme som rammer, det er Stine og Kajsa sammen, det er Jaya Mays budskab, det er samklangen mellem de alle fire.

Der er fælles knips i salen under det, som Stine kalder hendes country sang, en genre hun slet ikke vidste, at hun kunne lide. Gavmildt sender publikum kærlighed tilbage mod de 4 kvinder på scenen. Der er meget på hjerte under emnet kvinde, både smerte, sorg, arrigskab, utålmodighed, lir og lækkerhed og det symboliserer de meget forskellige kvinder også ved deres tilstedeværelse. Vi får også grint, for Stine Bramsen er sjov. Til nummeret 32 (daughters and sons) påstår Stine, med glimt i øjet, at hun har ringet til Lau, så de kan synge den sammen som de plejer, men at han går til strik & drik om onsdagen, såååå! Hvilket er heldigt for hold da op den sang klæder Kajsa og Stine sammen. Der opstår en anden inderlighed og betydning, som sangen også kan bærer.

Jeg vil påstå at publikum går opløftet derfra, selv storm og regn har lagt sig og det håb vi fik i karma town hos Stine og hendes kvinder, spirer med ønsket om, at det festival potentiale der klart er, bliver indfriet hurtigst muligt.

Signe Kjær Høiberg