FestivalnytLine-up

Line-up nyt fra Roskilde Festival til 2023

Roskilde Festival føjer Rosalía, Lil Nas X og yderligere 36 navne til årets program

Roskilde Festival 2023 byder på gensyn med en global popstjerne og dansk koncertdebut til en amerikansk rekordmager. Dagens offentliggørelse løfter også sløret for plakatens første samling kunstnere og aktivister, der tager en række af nutidens vigtigste emner som diversitet og psykisk sårbarhed under behandling.

Den visionære spanske sanger Rosalía og den amerikanske rapper Lil Nas X er blandt de 38 navne, der i dag slutter sig til årets Roskilde Festival-program.

I den nye pakke finder man også navne som den svenske forvandlingskugle Fever Ray, drill-stjerneskuddet Central Cee, den hypede crunk-rapper GloRilla og den maskeklædte masseforfører D1MA.

Festivalens deltagere kan også se frem til at opleve kunstværker fra blandt andre Lise Haller Baggesen og den anerkendte engelske koreograf Marikiscrycrycry, der i 2022 blev fremhævet på Forbes’ liste ’30 Under 30′ for at bidrage til udviklingen af dans i Europa.

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, siger:

“Vores program indbyder til nye drømme og en tro på forandring. Alle musikere, kunstnere og aktivister i dagens offentliggørelse har det tilfælles, at de har modet til at forestille sig en bedre fremtid. De bidrager med det, som er så vigtigt for os: nye og stærke fællesskaber samt friske perspektiver og løsninger på fremtidens udfordringer.”

Banebrydende ungdomsikoner
Dagens offentliggørelse tæller to musikere, der i en ung alder og på hver deres måde har revolutioneret popindustriens heltebilleder.

Spanske Rosalía er i løbet af få år blevet en global popstjerne, der nedbryder kulturelle og musikalske barrierer, og da hun i 2019 gæstede et proppet Avalon på Roskilde Festival, var det med en kraftpræstation uden sidestykke.

Med sidste års anmelderroste “MOTOMAMI” varmes der op til en ny triumf denne sommer med hendes koncert på Arena.

Tværs over Atlanten finder man queer-ikonet og hiphop-fænomenet Lil Nas X, der til sommer giver sin første koncert på dansk grund.

Da amerikaneren i 2018 toppede Billboard Hot 100 i 19 uger med gennembruddet “Old Town Road” – en rekord han stadig holder – blev han samtidig den første indehaver af den amerikanske hitlistes førsteplads til at springe ud som homoseksuel.

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, siger:

“Rosalía sprængte både sprogbarrierer og karakterskalaer, da hun første gang besøgte Roskilde Festival i 2019, og i mellemtiden er hun blot vokset yderligere. Lil Nas X er en banebrydende rollemodel for minoriserede stemmer over hele verden. Hans koncert på Orange Scene bliver et regnbuefarvet festfyrværkeri.”

Lil Nas X

Meditativt univers og hardcore begejstring
En anden, der ligesom Lil Nas X også behandler temaer som køn, race, seksualitet og marginalisering, er den London-baserede koreograf Malik Nashad Sharpe alias Marikiscrycrycry, der gennem rytme og hardcore begejstring skaber et rum med politisk kant, hvor drømme for nutid og fremtid materialiseres.

Marikiscrycrycrys værker er tidligere blevet udstillet på blandt andet Battersea Arts Centre og Center for Human Rights and the Arts, og amerikanerens nye værk “DARK, HAPPY, TO THE CORE” udvikles særligt til Roskilde Festival.

På årets festival vil foyeren i Roskilde Festival-scenen Gloria desuden blive omdannet til et omfavnende og meditativt univers af den danske billedkunstner Lise Haller Baggesen med installationsværket “A Space Where Your Voices Can Live”.

I arbejdet med værket har Lise Haller Baggesen blandt andet hentet inspiration i den danske kunstner Caroline Ebbesen, som i store dele af sit liv var indlagt på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.

 

De første fire navne til Roskilde Festivals Art & Activism-program tæller:
Daria Blum (CH)
Kinga Bartis (ROM)
Lise Haller Baggesen (DK)
Marikiscrycrycry (US)

 

I dag føjes følgende 34 navne til Roskilde Festivals musikplakat:

Lil Nas X (US)
Rosalía (SPA)
Central Cee (UK)
Fever Ray (SE)
J.I.D (US)
Lock Up (UK)
Rema (NIG)
Tinariwen (ML)
Armand Hammer (US)
Billy Woods (US)
Body Type (AU)
Brimheim (DK)
Candy (US)
Clara (DK)
Deaf Club (US)
Destroy Boys (US)
D1MA (DK)
DOMi & JD BECK (FR/US)
Florist (US)
Gabber Modus Operandi (ID)
Girls In Airports (DK)
GloRilla (US)
Grace Ives (US)
Jockstrap (UK)
Lady Neptune (UK)
Lucrecia Dalt (CO)
Mor (SE)
Nova Twins (UK)
Perturbator (FR)
The Po’ Ramblin’ Boys (US)
Siamese (DK)
TootArd (INT)
Wu-Lu (UK)
Yaya Bey (US)

Foto: Flemming Bo Jensen

Find præsentationer og yderligere information på roskilde-festival.dk

Roskilde Festival 2023 finder sted fra den 24. juni – 1. juli.

Lignende artikler

Back to top button