Metalfest i Næstved med line-up nyheder
Næstved Metalfest afslører den første bunke bands efter sommerens brag af en fest!
Næppe havde støvet lagt sig fra sommerens sidste store Open Air metal festival på Sjælland, før holdet bag Næstved metalfest var i gang med at booke nye navne til næste års begivenhed. Allerede under dette års festival, stod det klart at de svenske dødsmetal drenge i GRAVE, der desværre måtte aflyse deres deltagelse i 2022 udgaven, var booket til 2023 og sammen med dem, offentliggjorde man også danske GHOST IRIS, som har huseret med deres metalcore både indenlands og ude i den store verden i nogle år efterhånden. To stærke navne, der nu bliver fulgt op af yderligere syv…
Med en ualmindelig høj barre indenfor genren og et bagkatalog, der kan gøre enhver up coming metalmusiker skyldig i grov misundelse, nyder ILLDISPOSED kæmpe respekt i det ganske land, for deres altid kompromisløse levering af det dødsmetal, de nærmest var med til at skabe genren for. ”Posen”, som er bandets kælenavn blandt danske metalfans, smadrer igennem og leverer en vare, som alle gerne vil købe igen. Der er (metal)fest, hvor ILLDISPOSED kommer frem og blandt andet derfor, var bookinggruppen bag festivalen ikke i tvivl om, at bandet skulle tilbage og lægge Næstved ned, som de gjorde det i 2021.
Et andet band med ualmindeligt højt til loftet er de albumaktuelle danske deathcore talenter i CABAL, og vi mener absolut at det er et gensyn værd, når nu bandet overgår sig selv og laver så fedt et album, som de nu en gang har gjort. Det borger for kvalitet, når man signes til Nuclear Blast og vi kan godt love at CABAL er 200 procent optimeret til at rive samtlige mennesker på pladsen rundt i en malstrøm af brutal, metallisk ødelæggelse.
Udover CABAL, har man også booket danske LOTAN (der, som Grave, men grundet covid-19, måtte aflyse show i sidste øjeblik i 2022). Dermed var LOTAN nærmest selvskrevne til festivalen i 2023. Forvent ondskabsfuld og sveddryppende viking/blackmetal fra den kant, med en meget karismatisk forsanger i front, når det onde slangeuhyre indtager scenen.
TROLD – noget så sjældent, som et band, der allerede før deres debutskive er landet, har formået at spille masser af shows i hele landet og at have skabt sig en fast og trofast følgerskare. TROLD fejer al modstand af bordet, hvor de kommer frem og da bandet lige nu lægger sidste hånd på indspilningerne i studiet, er deres debutalbum ankommet, når de gæster Næstved Metalfest i sensommeren. Det bliver en folkefest af dimensioner, så find din indre trold frem!
STRUCTURAL fra Israel er et teknisk/progressivt dødsmetal band, med en kvindelig lead-guitarist. Bandet udgiver deres andet album i løbet af foråret og det tekniske niveau er ualmindeligt og vanvittigt højt. Det er Arch Enemy, blandet med Periphery, Nevermore og Lamb Of God.
Næstved Metalfest glæder sig meget til at byde disse 5 Israelere velkommen, som det første band fra Mellemøsten på festivalen.
Næste band i rækken af stærk underholdning er VANSIND, der trækker det musiske segment i en helt anden retning, nemlig over i folk genren, hvor der synges om mjød, muld og mægtige Valhal. Det Sjællandske band er forholdsvis nyt, men har på få år været i stand til at skabe sig et navn, som de fleste kender, og derfor skal de naturligvis have lov at kalde til samling med drikkehornene på Grønnegade Kaserne til august.
Det sidste band i denne afsløringsrunde er danske NOTHING NOBLE, som er et hårdtslående, moderne metalcoreband. De benytter sig af bouncy, synkoperede grooves, som akkompagneres af tyngende atmosfærer og insisterende melodier. Siden udgivelsen af debutpladen “Modern Display” (2021) har Nothing Noble spillet landet tyndt med anerkendte danske artister som Cabal, Lifesick og Siamese.
Talsmand for festivalen, Jimmy Nielsen, deler lidt ud af forventningerne for fremtiden:
”Jeg glæder mig meget til at fejre 5 år med Næstved Metalfest. Det der startede som en våd lille drengedrøm, har efterhånden fået manifesteret sig, som en solid spiller på det danske metalfestival marked og jeg synes vi er ved at have fundet de helt rette rammer og set up til denne festival. Stemningen, scenerne, band diversiteten og de fysiske rammer har været helt perfekte i år og det lod til at vi ramte den lige i røven, i forhold til publikums forventninger om en pose blandede bolsjer. Det er det festivaler kan – at blande mere velkendte bands, med nyt og up coming som udvider den metalliske musikhorisont og efterlader gæsterne med lidt mere “fyldte maver”, end de havde forventet fra start, da de satte sig til bords.
Lur mig om ikke vi BRYGGER på at holde fast i det koncept, hvor vi byder på et par retter mere end publikum forventer, når vi åbner dørene til den femte udgave af Næstved Metalfest i 2023. Jeg og holdet glæder os enormt til sommer og til at se alle de dejlige mennesker igen, som havde en fest i hjertet af Næstved denne sommer.”
Early-bird tickets vil være mulige at købe HELT FREM TIL nytår til den herlige pris af 599 danske metal kroner, så det er om at være vaks ved havelågen og få sparet nogle penge på indgangsbilletten allerede nu på BILLETTO.
Udover det, vil der igen være et bredt udvalg af barsortiment, flere lækre madboder, onsite kunst og malerier m.m.
Velkommen tilbage til Sjællands Største Open Air Metal Festival.