FestivalnytLine-up

Det fjerde navn til Fyrværkeri Festival 2023

Jada bliver det fjerde navn på plakaten, når vi til august skal til Fyrværkeri Festival i Viborg.

Med dagens offentliggørelse er vi halvvejs i musikprogrammet, som indtil videre tegner godt og festivalarrangøren lover, at der blandt den sidste halvdel er ”flere favoritter på vores publikums ønskelister”.

JADA

Hun har med sine store popballader og soulede R&B på kort tid etableret sig som en af de største popstjerner på den danske musikscene. Med sit personlige og ærlige univers, der skubber til grænser, genrer og tendenser, har hun formået at tryllebinde både danske og udenlandske anmeldere, medier og ikke mindst fans. ”Jada er et enormt interessant navn og er på kort tid blevet en af de største i dansk musik” fortæller festivaldirektør Mikael Andersen og fortsætter ”hun bringer noget nyt til festivalen, som vi glæder os enormt meget til at opleve”.

Jada er blevet et forbillede, en inspiration og stemmen for en hel generation, der kan relatere til og spejle sig i hendes autentiske musik, ærlige og opløftende tekster.

Tidligere i år, i maj måned, udgav hun sit andet album ’Elements’. Her tager Jada lytteren med på en ærlig rejse gennem et væld af forskellige følelser, oplevelser og nuancer, der på albummet, og som titlen antyder, er inddelt i fire elementer, der på én og samme gang adskiller sig fra hinanden og smelter sammen: ”Ild repræsenterer transformation, seksualitet, passion og det smertefulde i at noget må brænde op, for at nye ting kan opstå. Luft repræsenterer skift, overgivelse, nye perspektiver. Jord repræsenterer sorg, ens rødder, og livets cyklus. Vand repræsenterer nydelse, styrke og bevægelighed” fortæller Jada om de fire elementers betydning.

Jada kommer med hele følelsesregisteret klar til servering, når hun indtager Fyrværkeri Festival den 26. august 2023 og hun har uden tvivl både nye og ”gamle” hits med. ”Det bliver en uforglemmelig koncert” udtaler festivaldirektøren.

8 NAVNE I ALT

Med Jada offentliggjort er vi halvvejs med musikprogrammet; Nik & Jay, Gilli og Mads Langer er allerede offentliggjort. Dermed mangles der kun 4 navne mere og de bliver alle offentliggjort inden, billetsalget starter den 4. november. De næste navne bliver offentliggjort den 26. oktober, 28. oktober, 1. november og 2. november. Om de resterende navne siger festivaldirektøren ”blandt de sidste navne er der flere af dem, der har ligget øverst på rigtig mange af vores publikums ønskelister”.

Lignende artikler

Back to top button