Heartland: Nye talere på programmet
Margaret Atwood, Angela Davis, Ritt Bjerregaard og flere andre talere er kommet på programmet til Heartland
Når Heartland pynter op i området omkring Egeskov Slot til maj, bliver det ikke kun med musik på programmet. Folkene bag festivalen har skaffet nogle virkelig tunge kanoner til deres Talks-program, og de første navne er netop blevet offentliggjort.
Margaret Atwood
Forfatteren bag bogen, der ligger til grund for The Handmaid’s Tale har i årevis skrevet bøger, og er blandt de mest sælgende forfattere i verden. Flere af bøgerne beskæftiger sig med feminisme, selvom Atwood selv holder fast i, at bøgerne har andre overliggende temaer, der er mere i fokus.
Angela Davis
Også Angela Davis har længe kæmpet for kvinder, farvede, homoseksuelle og andre minoriteter. Særligt fængslede amerikanere ligger hendes hjerte nært, og hun har de senere år beskæftiget sig meget med det amerikanske fængselssystem.
Ritt Bjerregaard
Minister, folketingspolitiker, EU-kommisær og overborgmester i København. Ritt Bjerregaards cv er imponerende langt, og hun har haft fingrene i mange forskellige tiltag. Blandt andet smiley-ordningen på danske serveringssteder. Samtidig er hun veltalende og god til at få tilskuerne med.
Derudover vil også den amerikanske digter og forfatter Siri Hustvedt, den tyske journalist Carolin Emcke og den danske forfatter Stine Pilgaard være på programmet.