The Minds of 99 sender deres fjerde album på gaden i dag
Prisbelønnet post-punk rockband folder sig atter ud på dansk
The Minds of 99 udgiver deres fjerde album, ‘Infinity Action’, som, trods den engelsksprogede titel, primært består af danske numre, der allerede kan streames fra i dag – eller købes på LP hos din lokale vinylpusher.
The Minds of 99 har de seneste år udgivet sange under den neongrønne ‘Infinity Action’-fane, men først nu kommer et samlet album, der både indeholder singler som “En stemme”, “Vi Vokser” og “Som fluer”, samt en række nye sange – inklusive tracket ‘Krystal kuglen’, hvor Niels Brandt reciterer et gammelt Michael Strunge-digt af samme navn fra 1982.
Processen omkring ‘Infinity Action’ har været anderledes end tidligere, da The Minds of 99 besluttede sig for at udgive sangene løbende, efterhånden som de blev færdige, uden at at kende det endemålet.
“Hvis vi ændrede vores mindset, så kunne vi lige pludselig udgive en sang på engelsk eller en børnesang, hvis det var det, vi havde lyst til. Så kunne vi lige pludselig være mere modige – eller dumdristige, måske? Ligesom beslutningen om at gå i Parken. Den beslutning lå et sted imellem modigt og dumt. Ingen af os vidste helt, om det var en god eller en dårlig idé, men vi følte den. Der var noget på spil. Det handlede om at turde gøre det”.
De 14 sange på ‘Infinity Action’ er produceret i samarbejde med Frederik Thaa, Eloq og Ronni Vindahl.