Festivalnyt

Vi Elsker 90’erne i Holstebro og Aarhus på samme dag

Aarhus, Holstebro og Aalborg skal alle holde Vi Elsker 90’erne i 2022. Denne gang bliver det Tivoli Friheden, der skal huse festen i Aarhus.

Så kan DU godt begynde at glæde dig igen, for den populære kæmpefest ”Vi Elsker 90’erne” har netop meldt ud, at der også bliver spillet op til dans i 2022. Både i Aalborg, Aarhus og Holstebro.

Mandag blev de sidste byer sat på tour-kortet, af Vi Elsker-bossen Riffi Haddaoui, som på Facebook kunne fortælle, at man i 2022 tilføjer Aarhus som tour-stop endnu en gang.

Det sker den 20. august, så allerede nu kan du godt sætte kryds i kalenderen. Det samme gælder for vestjyderne, for det er også denne dag, hvor der afholdes “Vi Elsker 90’erne” i Holstebro.

Som noget nyt bliver det Tivoli Friheden, der skal lægge omgivelser til festen, og lige nu bygger de en ny scene i den gamle forlystelsespark, som skal stå færdig i maj 2022. Målet er at bygge ”landets bedste udendørsscene”. Det nye scenebyggeri betyder også, at der bliver mere plads til gæsterne, for når det nye og ambitiøse byggeri står færdigt, er der plads til 15.000-17.000 gæster samtidige foran scenen, alle med godt udsyn over scenen.

Så der er lagt på til en helt ny Vi Elsker-oplevelse.

Stor glæde i Holstebro

I Holstebro er Jan Nonbo også en glad og meget tilfreds mand. Han og teamet arbejder på at lave pladsen til 7.000 gæster. Men hele setuppet bliver med fokus på, at oplevelsen skal øges, både med det der sker på scenen og i de mange boder på pladsen. Så ”Vi Elsker 90’erne – Holstebro” bliver hele Vestjyllands fedeste en-dags festival.

Se eller gense billeder fra Vi Elsker 90’erne i Holstebro 2021 HER.

 

Aalborg bliver ikke snydt

Der bliver også 90’er fest i Aalborg, men modsat de tidligere år, skal der festes først på festivalsæsonen, når Verdens Største 90’er karavane kommer til Nordjylland, den 4. juni på dyrskuepladsen i Skalborg.

Billetter til salg fra på fredag

Hvis du vil være sikker på at kunne komme til Vi Elsker 90’erne, så kan du allerede fra på fredag den 5. november købe de såkaldte blind-bird billetter. Og selvom det betyder, at du købet billetten allerede inden musikprogrammet er offentliggjort, er der ingen grund til at tøve.

Riffi Haddaoui fortæller, at man til 2022 vil have et endnu større musikbudget, for at kunne lave en endnu federe line-up, med de bedste navne til næste års Vi Elsker 90’erne.

 

Foto: Preben Callesen – MinByNEWS

I 2022 kan man komme til Vi Elsker 90’erne i følgende byer:

Rødovre den 21. maj
Aalborg den 4. juni
Næstved den 13. august
Hillerød den 13. august
Holstebro den 20. august
Aarhus den 20. august
Odense den 27. august

Lignende artikler

Back to top button