Givismefestivalen ramte Aarhus Ø
Jazz-festivalen 3xGivisme satte gang i en tør og lun sommersøndag på Aarhus Ø.
Der var liv og musik på Flemming Bamse Jørgensens Plads i Aarhus Ø, da den flydende Jazz-festival 3xGivisme fyrede op for fællesskab og samvær. Det kom både gæster og musikere til gode, og var meget i Givismens ånd.
For idémanden bag var også opfyldelsen af en gammel drøm.
“Jeg har længe drømt om at lave en festival på en tømmerflåde,” fortæller Rasmus Egede. Det er så blevet til tømmerflåder, for udover den ombyggede bådebro, der fungerer som et af de tre publikumsområder, er også scenen for de musikere, der skal spille under festivalen, en tømmerflåde.
“3xGivisme startede jo sidste år under den første nedlukning. På det tidspunkt, hvor vi måtte være maksimalt 50 personer samlet, besluttede jeg mig, sammen med nogle af de her Vanebrydere, der er bag Givisme, at vi ville forsøge at få tilladelse til at lave tre gange 50 personers publikumsområder, med en scene i midten. Og det lykkedes bare skidegodt.”
I år er der ikke helt så strenge krav til forsamlinger, og derfor har Rasmus og de andre bag 3xGivisme valgt at øge deltagerantallet med 50%, så der altså er plads til 3×75 personer. Og områderne er så i rotation, så alle får mulighed for at se en koncert fra hvert område.
“Vi har en masse frivillige, der går og sørger for gæsterne. De deler sponsorgaver ud, som vi har fået fra Netto og Rema lidt længere oppe ad vejen. Og vi har nogle vilde og fantastiske jazz-bands, der ikke har tjent særligt mange penge de sidste to år. Vi er jo også et støtteprojekt, og vi har skrabet penge sammen til de her bands,” forklarer han.
Ønsket om at ville skabe noget og hjælpe nogen, er netop det, som Givisme står for. Og udover at der kommer indtægter fra festivalen, har de søgt fonde og andre støttemuligheder, så de har kunnet give bandsene en håndsrækning.
“Det er det, der er vores form for at give nogle fede oplevelser, og det vi synes er sjovt. Det er Givisme-tankegangen. Når man sætter nogle gode ting i værk og sender god energi derud, så kommer det godt tilbage.”
Rasmus Egede er ovenud tilfreds med resultatet på dette års 3xGivisme, og han vil gøre alt, hvad han kan for at det også bliver muligt med en flydende koncert igen næste år.
Måske med 3×100 personer.