Skive Festival fortsætter planlægningen for 2021
Skive Festival rykkede til september, så de planlægger festival, næsten som de gerne vil. Og så har Michael Eiskjær en overraskelse.
Restriktionerne rammer ikke Skive Festival helt så hårdt som mange andre i branchen, da Michael Eiskjær, der er bestyrelsesformand, og folkene bag tidligere på året valgte, at rykke festivalen til september. Som det ser ud lige nu, kan de byde 5.000 gæster velkommen, men håbet er, at de tal kan stige, i takt med at restriktionerne forsvinder.
”Vi kan ikke planlægge festival på fuld skrue, men fordi vi har flyttet festivalen, giver det os nogle muligheder,” fortæller Michael Eiskjær.
”Indtil videre, arbejder vi på at skabe en festival for de 5.000 mennesker, der har flyttet deres billet, men vi håber da, at vi kan lukke flere ind, når vi kommer så langt. Det går jo den rigtige vej, så hvis restriktionerne forsvinder, så nu må vi se tiden an.”
Der bliver således ikke sat flere billetter til salg, før de ved, om det kan lade sig gøre at holde festival for så mange mennesker. Men Michael Eiskjær er glad for, at de ikke skal afvise nogen. Nu skal de så finde ud af, hvordan de kommer omkring ved den største udfordring.
25% af det forventede
”Vi havde regnet med, at vi kunne være 2.000 i hver sektion. Det var det, der var lagt op til. Det bliver noget sværere, når vi kun må være 500. Men vi har verdens bedste pladsmand, Jakob, og han er i gang med at se på, hvordan vi kan løse det.”
Ifølge Michael Eiskjær, vil inddelingen af sektionerne komme til at få stor indflydelse på festivalen.
”Det går jo lidt mod vores DNA. Det plejer jo at være sådan, at man kan gå ned til stranden eller man kan gå i skoven eller op i Bryggeriet, og det bliver svært. Derfor håber vi meget på, at de restriktioner bliver løftet.”
Livrem og seler
Ifølge bestyrelsesformanden er de skarpe restriktioner overforsigtige.
”Jeg synes, at vi går lidt meget med livrem og seler. Hvis alle er vaccineret i september, og alle har deres coronapas, hvorfor skal vi så inddeles i sektioner? Det giver ikke så meget mening.”
Han er dog glad for, at han kan få lov til at lave festival i det hele taget. Det er noget, mange af hans kollegaer har måttet opgive i år pga. restriktionerne.
”Jeg er meget ked af det på deres vegne. Det har allerede været et hård år, og at de skal trække stikket igen, det synes jeg simpelthen er synd for dem.”
Der er endnu ikke offentliggjort hvilke bands, der kommer til at spille på festivalen. Det var egentlig planlagt til at skulle løftes for sløret i dag, men planlægningen har fået Eiskjær og hans folk til at skubbe den annoncering til senere.
”Det bliver måske fredag.”
Overraskelse på vej
Indtil da må man væbne sig med tålmodighed, I stedet kan bestyrelsesformanden afsløre, at der til gengæld er planer om, at lave et mindre arrangement i august måned.
”Vi vil holde et mindre Open Air-arrangemente for 500 til 1.000 mennesker i august. Det er noget af det, vi arbejder på lige nu.”
Men han har ikke mere at sige om det.
”Det må vi snakke om senere. Men det bliver super godt.