Festivalnyt

Grøn koncert er klar til en musikfyldt sommer

Med opdelte publikumsområder og dobbelt så mange koncertdatoer som normalt, er Grøn Koncert klar til at skabe liv i den danske musiksommer.

Ved at dele publikum op i flere områder, der kan justeres i størrelse, har Grøn fundet en løsning på den største forhindring for en sommer med livemusik og folkefest.

Forsamlingsforbuddet vil nemlig gøre det svært at samles til festivaler og koncerter, men her kan skalérbare publikumsområder altså vise sig at være løsningen.

Samtidig har de fordoblet antallet af koncertdatoer, fra otte til 16. Og det nye format, Muskelsvindfonden og Tubord har udviklet, giver altså håb for alle de danskere, der har måttet undvære det helt særlige fællesskab, som festivalerne tilbyder.

”Grøn har gennem snart 40 år været omdrejningspunkt for et helt særligt fællesskab. Et mangfoldigt fællesskab, der er særligt vigtigt at dyrke i en tid som nu. Derfor har alle bag Grøn knoklet for at udvikle et koncept, som vi mener gør, at vi igen kan mødes til musik, fest og hygge i den danske sommer. Vi er enormt glade for sommerens turnéformat, og vi glæder os helt vildt til at byde publikum, frivillige, artister og musikerne velkommen tilbage på Grøn,” fortæller Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Og den optimisme deler Marketing Director hos Tubord, Christian Sveigaard også.

”Gennem hele Corona-krisen har fællesskaberne været i undertal, og vi savner alle samværet med hinanden. Til sommer vil det i dén grad være på høje tid, at vi igen mødes til god musik over en kold Tuborg-fadøl – og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at give danskerne en både fantastisk og tryg oplevelse, når den Grønne karavane nok engang ruller gennem landet.”

De afgrænsede publikumsområder vil kunne samle omkring 10.000 gæster hver dag. De deles op i ti sektioner, der har deres egne mad- og ølboder, samt toiletfaciliteter.

Planen for Grøn-turnéen strækker sig over fire uger og kommer forbi ni forskellige byer.

Aarhus: 8. juli
Aalborg: 9. juli
Aalborg: 10. juli
Randers: 11. juli
København: 15. juli
Næstved: 16. juli
Næstved: 17. juli
Odense: 18. juli
Esbjerg: 22. juli
Kolding: 23. juli
Aarhus: 24. juli
Aarhus: 25. juli
Odense: 29. juli
Odense: 30. juli
København: 31. juli
København: 1. august

Musikerne bliver offentliggjort i løbet af foråret, og du kan følge med i, hvem der kommer på www.groenkoncert.dk.

Billetterne kommer i salg den 11. maj.

Lignende artikler

Back to top button