Morten Kærså: HVOR ALTING STEMMER

Morten Kærså er 63 år gammel og har spillet musik, siden kan kunne nå op til tangenterne. Han er ophavsmand til Sneakers, som havde Sanne Salomonsen i front – og som fik alle til at synge med på Sui Sui og Woodoo. Han er musik. Han er festen i 80’erne, fredsbevægelsen der krydsede et kontinent for at protestere imod atomprøvesprængningerne i Nevada, og så er han lyden af det meste og de fleste.

”Vi var unge, og på barrikaderne; Moonjam blev opfattet, som sådan et politisk orkester der mente noget. Vi var en del af Next Stop-bevægelsen og rejste igennem Amerika og spillede Ticket to Peace – der i øvrigt blev et kæmpe hit – med Søs Fengers vokal, og en masse gode intentioner. Vi blev, på den måde, forbundet med hele den der bevægelse; Murens fald, og unge der ville freden. Det brugte vi til noget – på den måde kom Moonjam godt fra start,” fortæller han.

Moonjam blev etableret, da succesen kom til at føles, som noget der var lidt for meget. Alle hørte Sneakers. Alle så dem. Sanne og Morten var forelskede – der var temperament og tempo overalt, og i længden blev det, og de, for meget. I alt fald for hinanden.

”Sneakers var sjovt i starten. Det var alt det, jeg gerne ville. Livet tog fart – og skæbnen havde ført mig sammen med nogle meget dygtige musikere – og med Sanne, som var en stor del af hele det trip. Vi var kærester, boede sammen, spillede sammen og lavede musik sammen. Det var skideskægt, men i længden… Altså, den succes der – den kom bare stormende, og så blev det hele sværere og sværere at håndtere. Livet kom til at føles voldsomt. Vi arbejdede hele tiden. Spillede og producerede musik – og forholdet mellem Sanne og jeg, bar efterhånden præg af, at vi var to ret markante skikkelser – to løver i det samme bur, og så gik det ikke længere,” fortæller han.

Et 2CV projekt

Moonjam blev etableret som et lille 2CV-projekt. Tanken var, at det skulle være et ukompliceret orkester, som ikke skulle fylde mere, end det der kunne være i bagagerummet, og den sparsomme fritid. Sådan blev det ikke. Moonjam blev – også – en succes, og det første frø blev sået, da Morten komponerede titelnummeret ”Sarai”, til en musical på Bellevue Teatret i 1985. Forestillingen havde Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og Allan Mortensen i hovedrollerne, Moonjam som orkester, Morten Kærså som kapelmester, og publikums opmærksomhed. Den sælsomme, langsomme og stemningsfyldte saxofonmelodi, blev sidenhen det nummer, som DJ’s, i hele landet sluttede aftenen af med. Og sådan begyndte det der kom til at føles, som næsten det hele. Moonjam har været Mortens band i mere end 36 år. Festen fortsatte. Den var altid inden for rækkevidde, og han gad godt. Han blev kærester med Rikke, og far til Emil, der i dag er 33 år gammel – og så blev han skilt, og med tiden ædru, og klogere på sig selv. Men meget lidt er så enkelt, som det lyder…

”Det er svært at finde en ny identitet ovenpå en den succes, som Sneakers blev. Da Sanne og jeg ikke længere kunne klare at være i stue sammen, blev Moonjam modvægten til alt det eksplosive – og med tiden, blev saxofonen det, der i mange tilfælde, erstattede sangstemmen. Det tænkte jeg jo en del over, altså, hvordan jeg skulle komme videre i et projekt, der ikke havde Sannes stemme til at bære sangene. Saxofonen fik på en måde den plads – det instrument kan bære mange melodier, ” fortæller Morten Kærså.

Moonjam turnerede og ”arbejdede som heste” op igennem 90érne. De skålede på succesen – og specielt for Morten, blev den del, en stadig større del af tilværelsen; ”arbejdsfesten” og dermed også flaskerne.

” Mine brødre og jeg – Rasmus, som også er en del af orkesteret i dag, og Mads – havde en virksomhed; Moonjam var nærmest et erhvervseventyr, og helt op til årtusindskiftet, på mange måder en guldgrube, fordi man kunne tjene penge på at skabe ny musik dengang. I år 2000 blev det for meget. Det var for vildt, og for låst. Og jeg var nødt til at melde fra. I 2001 opløste vi det hele og gik hver til sit. Moonjam blev lagt på hylden, det var svært, men nødvendigt, ” fortæller han og fortsætter: ”Jeg var stresset og havde et efterhånden heftigt alkoholmisbrug. Vi tjente mange penge – det var en voldsom virksomhed, og jeg måtte tegne en streg i sandet; det skulle stoppe, og jeg måtte i behandling. Den 17. december 2000, tog jeg op på Majorgården i Nordsjælland – et afvænningssted, skåret efter Minnesota-modellen – og så startede en lang proces, som gik ud på at se hele den der djævel i øjnene.”

Morten Kærså blev ædru, og så kørte han langt op i en svensk skov, hvor han købte et hus og etablerede sig i stilheden og mørket. Moonjam var fortsat fortid – og han øvede sig stædigt i at få musikken til at holde op… Han dyrkede naturen, og en hverdag med meget lidt lyd. Den krøllede hjerne, og det skrøbelige sind, havde brug for en pause fra alle sangene. Han var på en måde skrækslagen midt i al den stilhed, men han fandt alligevel ro.

”Sverige blev et nyt liv for mig. Et andet tempo. De første fire fem år lavede jeg ikke meget musik. Det var nødvendigt for mig. Jeg var simpelthen nødt til at kvitte livet med turneer og konstant studiearbejde, og det medfølgende høje stressniveau,” siger han. ”Efter de år, gik vi stille og roligt i gang med Moonjam igen. Jeg havde sparet en del op – men med tiden blev det jo nødvendigt at tjene penge igen. Man kan ikke længere lave særligt mange penge på at skrive og udgive ny musik, så det blev koncerterne, der skulle vise sig at blive vores økonomiske grundlag – og dem spillede, og spiller, vi mange af. Heldigvis,” smiler han.

Langt ude

Han flyttede til Sverige. Langt oppe, og langt ude. Dybt inde i skoven, der om natten er mørk, og altid stille. Der boede han i fem år, midt i stilheden. Alene. Det gør han ikke længere. Nu bor Maibrit og hendes datter der også. Han er forfatter og altid musiker, og Moonjam turnerer fortsat på landevejen med et bagkatalog, der lyder lidt som det liv, vi alle sammen har levet. Eller det, vi længes mod. Livet sker tilfældigvis, siger han. Og man kan ikke altid vide, om det bliver en succes. Man kan heller ikke vide, at hende man for en tid var kærester med i sin grønne ungdom, i Sankt Peders Stræde, for det, der efterhånden føles, som et andet liv siden, med tiden, bliver en del af alt det der føles som egentlig kærlighed… – Det blev det for ham. Hans ungdomskæreste – Maibrit, den unge pige der flyttede ind i hans lejlighed i indre København, da Sanne flyttede ud – viste sig at være hans livs kærlighed. De har godt nok levet hver deres liv, fået børn med andre end hinanden, men da de fandt sammen igen for ni år siden, klikkede det bare én gang til, denne gang for alvor. De to deler drømme, huset langt ude i skoven – og orkester. Maibrit Olesen, som til daglig arbejder på en svensk skole som lærer, er de fleste gange med, når Moonjam spiller. Hun synger kor – men synger også lead på for eksempel Ticket to Peace, og nogle af de gamle Sneakers-numre. Og det føles fedt, siger Morten.

”Det er flippet og fantastisk, at hun står der og løfter de gamle Sneakers-sange så fint. Det er så længe siden, starten af 80´erne og alt det der, at vi bare glæder os over, at vi har mulighed for at spille det materiale igen. Og hun kan virkelig, Maibrit.”

”Der er altid grund til at bekymre sig, men man skal øve sig i at lade være. Man skal nyde, at man fik, og stadig får muligheden for det meste. Der er bump på vejen – det er et grundlæggende vilkår, men når man bor på en svensk ødegård og lever på en måde, så man ikke behøver tjene store penge, for at have et dejligt liv med musik, gode mennesker, og naturen, så skal man være til stede i det.” Morten Kærså glemmer det ikke. ”Man ved som regel aldrig, hvor længe det hele varer – og man er heldig, hvis man ikke ved, hvornår det er forbi.” Morten vidste det en overgang godt; han fik nemlig noget nær udløbsdatoen overbragt af en læge, sammen med en cancerdiagnose i 2016. Men sådan er det det med livet, og dets tilsyneladende tilfældigheder, at alting kan ændre sig. Og nu går det bedre. Godt, faktisk – og udløbsdatoen er foreløbig annulleret.

”Det var noget specielt, det der med, at nogen kommer og fortæller dig, at turen er ved at være slut. Det har de nu lige trukket tilbage – lægerne i Region Skåne – i hvert fald for en tid, og det bliver man fandeme i godt humør af,” siger han. ”Selvfølgelig er der meget, man fortryder – jeg ville da gerne have været ældre, da jeg var ung… altså have tænkt mere strategisk, og forretningsmæssigt smart, men jeg har levet det liv, jeg har levet. Og fuck så det, jeg ikke skulle have gjort. Tilfældighederne er også en del af det hele. Nu står vi her. Det er faktisk ret godt,” konstaterer han.

Moonjam føles lidt som dine midsommernætter, eventyret bag bjergene – indre uro og et øjebliks sjælefred i det kys, du endelig fik. Det er uden mål og med, og gennem ild og vand. Måske er det – i al sin alt andet end enkelthed – fornemmelsen af at have fundet den melodi, de fleste leder efter.