Fire dage med “Vi Elsker Sommer” i Aarhus
Festivaller fik vi ikke i år, men hos ”Vi Elsker” er det med den største fornøjelse, man præsenterer det hyggeligste og mest underholdende program for alle danskere i alle aldre på Tangkrogen
Efter fire shows er turen nu kommet til Aarhus som sidste stop på ”Vi Elsker Sommer 2020” touren. Her bliver der både noget for børn, men også for dem som ikke er børn mere.
“Vi Elsker Sommer” er et program med både MGP-stjernerne og Onkel Reje som børnenes helt store helt, der ikke vil gå i bad. Herudover kan man også opleve Mick Øgendahl, Rasmus Bjerg, Sanne Salomonsen og Burhan G.
De to første dage er det MGP-deltagerne fra i år, der står på scenen i teltet kl. 11.00. Fredag og lørdag er det så Onkel Reje, der står for den ungdommelige underholdning.
Onsdag og torsdag er der også sjov og spas på scenen med Mick Øgendahl. Vær med når Mick Øgendahl rykker forsamlingshuset i teltet. Tre komikere, som har været spærret inde alt for længe, springer ud som kåde kalve på en kløvermark. Disse komikere bliver nok den sjoveste flok klovdyr, Danmark har set siden alt lukkede ned.
Rasmus Bjerg indtager teltet som “John”. Selvom John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående – ikke mindst i de danske hjerter. Så hvis I er klar til at synge med på ”Børge og lille Lasse” eller ”Så længe jeg lever” så skal I besøge ”Vi Elsker Sommer 2020” i Aarhus onsdag eller torsdag.
Program onsdag den 5. og torsdag den 6. august:
Kl. 11.00 MGP
kl. 18.30 Mick Øgendahl
kl. 21.00 Rasmus Bjerg “John”
Festen fortsætter fredag og lørdag.
Men passer onsdag og torsdag ikke ind i kalenderen, eller er du mere til Onkel Reje, Sanne Salomonsen og Burhan G. Så er det fredag og lørdag du skal besøge ”Vi Elsker Sommer 2020”.
Børnenes helt Onkel Reje kan ikke li’ at gå i bad. Han lugter og er ligeglad. Men han kan li’ ”Heavy”.
Børnene vil elske at komme tæt på denne løjerlige antihelt, mens forældre og bedsteforældre kan smile af Onkel Rejes syrede rim og røverhistorier, der er både platte, politisk ukorrekte – og slet ikke til at stå for.
Sanne Salomonsen – Akustisk Live 2020. ”I disse corona-tider er det en stor glæde igen at møde mit publikum og mere intime forhold, kulturen i live er livet” udtaler Sanne.
Holdet består af Vicky Singh på guitar og vokal, Sanne’s søn Victor Salomonsen Ronander på guitar og Vokal samt Annika Askman keyboards og Vokal.
Repertoiret består både af de kendte hits og af mindre kendte sange, som Sanne glæder sig til at synge igen, tilsat en kende Crosby, Stills, Nash and Young feeling hist og pist.
Burhan G markerer sig gang på gang som en af landets ypperste popartister. I mere end ti år har han fået massiv airplay og samlet folket om nogle af landets mest storslåede og unikke liveshows.
Der er næppe et øje eller en armhule tør, når Burhan G gang på gang lægger sit publikum ned med en hitparade af både personlige ballader og catchy melodier. Hans cv beretter om syv velkomponerede og velproducerede studiealbums, som gennem tiden har høstet utallige guld- og platinplader. Bagkataloget tæller blandt andet smashere som ‘Kalder Mig Hjem’, ‘Jeg Vil Ha’ Dig For Mig Selv’, ‘Mest Ondt, ‘Tættere På Himlen’ og ‘Karma’.
Program fredag den 7. og lørdag den 8. august:
Kl. 11.00 Onkel Reje
kl. 18.30 Sanne Salomonsen
kl. 21.00 Burhan G
Der er stadig billetter til alle shows, så hvis I vil ud og have det sidste ud af sommerferien, så tag en smut forbi ”Vi Elsker Sommer 2020” på Tangkrogen i Aarhus.
Alle forholdsregler ifb. med Covid19, er der naturligvis taget højde for og alle pladser er til rådighed med den tilladte afstand. Alle shows/forestillinger er siddende.
Kom billigere til koncert.
Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet, at der i skolernes sommerferie bliver ydet 50% rabat på billetter til ”Vi Elsker Sommer”. Dette betyder at den billetpris du finder på ticketmaster allerede er nedsat med 50% af de tidligere fastsatte billetpriser.