Festivalnyt

Fyrværkeri Festival: 473 entrebilletter tilbydes ventelisten

Refunderingsperioden for købte billetter til Fyrværkeri Festival 2020, som ikke var ønsket overført til 2021, er nu overstået, og arrangørerne bag er klar med en status.

Onsdag den 20. maj åbnede arrangørerne bag Fyrværkeri Festival for refundering af billetter til den ellers udsolgte Fyrværkeri Festival 2020.

De billetkøbere som havde købt billet til den nu aflyste Fyrværkeri Festival 2020, som skulle have været afholdt den 29. august, og som ikke ønskede at beholde deres billetter til 2021, kunne altså fra den 20. maj få refunderet deres billetter.

Refunderingsperioden varede til og med onsdag den 3. juni og her på den anden side er festivalarrangør Mikael Andersen klar med en status.

Der er i alt blevet refunderet 473 entrebilletter ud af de 17.000 solgte entrebilletter og vi er derfor meget tilfredse, og enormt glade for den kæmpe store opbakning, som vores publikum har givet os”.

Med de 473 refunderede entrebilletter ligger refunderingsprocenten på kun 2,78% og hertil kommer otte refunderede drikkekortbilletter.

Den lave refunderingsprocent er helt fantastisk og vi kan aldrig takke vores billetkøbere nok for at stole på os og give os muligheden for at gøre 2021 lige så fantastisk som 2020 skulle have” fortæller Mikael Andersen.

 

UDSOLGT OG VENTELISTE

Fyrværkeri Festival 2020 blev udsolgt på rekordtid. Kun 26 dage tog det, førend arrangørerne bag kunne melde endeligt udsolgt og her på den anden side af refunderingsperioden med den meget lave procent ser fremtiden meget lys ud.

Vores venteliste til lørdagsfesten i 2021 er kæmpestor og vi er faktisk overhovedet ikke i tvivl om, at de refunderede billetter nok skal blive solgt igen” fortæller Mikael Andersen og fortsætter ”Vi forventer altså, at kunne melde lørdagen til Fyrværkeri Festival 2021 udsolgt ret hurtigt igen”.

I løbet af de næste dage vil arrangørerne bag Viborg-festivalen kontakte ventelisten og tilbyde dem de refunderede billetter. Der er kun 473 entrebilletter i overskud og de bliver solgt efter først til mølle; ”Ventelisten vil blive kontaktet direkte på den mailadresse, som de har skrevet sig op med i løbet af ugen og vil man have en chance for at få fingre i billetter til om lørdagen, skal man derfor skrive sig på ventelisten hurtigst muligt” udtaler festivalarrangøren.

 

2021 MED TO DAGES FESTIVAL

I sidste uge meldte arrangørerne bag Fyrværkeri Festival ud, at festivalen i 2021 udvider med en ekstra dag. Fyrværkeri Festival 2021 vil altså finde sted både fredag og lørdag den 27. & 28. august.

Opbakningen til udvidelsen med fredag har været kæmpe stor og vi er nærmest blevet bombarderet med positive kommentarer, og spørgsmål vedrørende billetter til om fredagen” fortæller festivalarrangør Mikael Andersen og fortsætter

Da vi først offentliggjorde udvidelsen var der en del spørgsmål, men efter disse blev besvaret har vi kun modtaget meget positive tilbagemeldinger og vi er ovenud lykkelige”.

Fredagen til Fyrværkeri Festival vil blive arrangeret med et nyt musikprogram, og der bliver dermed ikke rykket på lørdagens musikprogram, som stadig forventes at blive det samme som det skulle have været i 2020. Lørdagens musikprogram offentliggøres så snart det kan lade sig gøre og fredagens musikprogram forventes offentliggjort i løbet af august måned.

I august starter billetsalget til fredagen også og her kan man, hvis man har billet til om lørdagen få adgang til et pre-sale med en meget fordelagtig pris. Arrangørerne bag festivalen udmelder mere info herom, når tiden nærmer sig.

Fyrværkeri Festival opdaterer løbende med informationer angående både fredag og lørdag på deres hjemmeside og facebookside. Billetter til fredagsfesten bliver sat til salg gennem Billetsalg.dk

Lignende artikler

Back to top button