Festivalnyt

SPOT Festival aflyses – koncerter afholdes hen over sommeren

“Corona-krisen mærkes hårdt overalt i arrangørmiljøet i Danmark, og med den uvished, der er, om hvorvidt man overhovedet kan og må – eller bør – lave arrangementer af SPOTs størrelse i vores afviklingsperiode, finder SPOT Festivalens ledelse og bestyrelse det urealistisk at gennemføre den ambitiøse festival,” oplyser festivalen i en pressemeddelelse fredag.

Det er ikke nogen nem beslutning, men i lyset af den nuværende krise er der overbevisning fra ledelsens side om, at aflysningen er det rigtige at gøre.

“Det er super ærgerligt, at vi på denne måde må opgive at afholde SPOT Festival i 2020. Men vi vender stærkt tilbage i 2021 – og ved at lave nogle markante arrangementer i løbet af sommeren og efteråret, behøver SPOTs aftryk på det danske musikmiljø ikke at savnes helt i år. Herfra skal lyde en stor tak til alle de publikummer, der allerede havde købt billet, til alle de musikere og branchefolk der havde meldt deres ankomst, til vores dygtige stab der har knoklet for at blive klar til åbningen, og til alle vores frivillige der endnu engang var parate til at skabe den helt særlige festival der er SPOT”, udtaler formanden for SPOTs bestyrelse, Poul Martin Bonde.

Det forventes at en lang række af de planlagte koncerter vil kunne afholdes i løbet af sommeren og efteråret. Alle billetter kan refunderes, eller ombyttes til SPOT i 2021.

Lignende artikler

Back to top button