ANMELDELSE: Postpunk fra Istiden
Postpunk er ikke det største trækplaster i Aarhus, men det gør ikke noget, når Iceage alligevel kan fylde dansegulvet på Voxhall med inkarnerede fans, og belønne dem via en koncert med energi, fylde og mening, og sende dem hjem med en sult efter flere numre og flere albums.
Opvarmningsbandet, Leisure, havde den svære opgave at starte ballet foran et halvfyldt Voxhall. Det fik de til gengæld gjort med manér og en energi, der smittede af på det fåtallige publikum. Bandet fandt sig rigtig godt til rette på scenen, og godt hjulpet på vej af saxofon og en forsanger der emmede af liv, nærvær og intensitet, forvandlede de Voxhall til en af New Yorks undergrunds-klubber for en stund. Med lige dele Arctic Monkeys og The Doors, fik deres støvede storbyrock, sat et solidt fodaftryk i smilets by. Aftenens andet navn, Tears, var velspillende og musikken velkomponeret, men desværre nåede de aldrig helt udover scenekanten.
Balkonen på Voxhall var denne aften spærret af, med en venlig besked om at gå på dansegulvet i stedet. Om dette har været på opfordring fra bandet, eller på grund af et svigtende forsalg, melder historien ikke noget om. Størstedelen af dem, der var dukket op, var blandt kulten, man kunne kalde Iceage-fans. Allerede inden koncerten, havde mange været merchandiseboden, og fik skiftet hverdagsskjorten ud med t-shirts med Iceage’s velkendte logo på. Dette betød også, at gulvet kort tiden inden hovednavnet var blevet tætpakket, og forventningerne stod malet i ansigterne på mange af de fremmødte.
Akkompagneret af knitren fra højtalerne og forudindspillede, forvrængede lydbidder, dukkede Iceage op på scenen. Sekstetten lagde hårdt ud, og der gik ikke længe, før de forreste rækker blev forvandlet til et moshpit, som de fleste metalbands kun kan drømme om. Især nyklassikeren “The Lord’s Favourite” fik pulsen til at stige blandt publikum.
Forrest på scenen stod bassisten, Jakob Tvilling Pless, og de to guitarister, som tre statuer, der på bedste shoegaze-manér, næsten ikke foretrækker en mine koncerten igennem. I stærk kontrast fløj forsanger Elias Bender Rønnenfelt på scenen og udlevede teksterne med både med sjæl og krop. Ikke ulig The Smiths Morissey, hvis altså Morissey var besat af dæmoner. Bagerst på scenen gav Dan Kjær Nielsen trommerne så mange tæsk, at jeg blev fristet til at ringe efter en ambulance. Ved siden af havde de en sjette mand med på tamburin. Og netop tamburinen var en konstant del af lydbilledet, men undervejs kunne de med fordel have skiftet den ud med en violin, blæser eller et klaver, for at bringe noget at albumindspilningernes kreative instrumentering med til Århus. Især på numre som “Under the Sun” og “Painkiller” savner jeg, at der bliver leget lidt mere med lydbilledet.
Ind imellem moshpit og crowdsurf blev der også tid til numre af den mere stille variant. Og selvom bagkataloget indeholder en god håndfuld solide ballader, var det som om, der aldrig var langt til næste energiudladning.
Iceage har de seneste to år har turneret verden tynd med deres seneste udgivelse “Beyondless”. Derfor er det heller ikke underligt, at denne aftens setliste primært bestod af numre fra selvsamme plade, leveret med nerve og rutine. Der blev dog også præsenteret en række nye numre der, som førnævnte plade lader til at trække de unge postpunkere i en mere moden og melodiøs retning. Iceage er ikke færdig med at overraske, og oven på denne aften kan man kun se frem til at høre, hvad deres næste udgivelse byder på.
Få bands formår at skifte tempo så gnidningsløst som Iceage. Dette blev for alvor bevist, da bandet valgte at lukke ballet med en intens, temposkiftende og hårdstlående udgave af “Catch it”, som cementerer Iceage’s status som en af postpunkens tunge drenge.
Iceage, Voxhall
★★★★
