ANMELDELSE: Det fineste farvel til Nelson Can

”Det er sidste gang, vi skal høre det nummer,” lød det fra en af gæsterne i det tætpakkede Voxhall onsdag aften. Og det var sandt. I hvert fald live. For når Nelson Can slutter deres allersidste koncert på Vega i aften, er det slut med næsten 10 års aarhusiansk rocktrio, der i virkeligheden strækker langt længere tilbage.

Nelson Can blev dannet i 2011, men det var de samme tre medlemmer, Selina Gin, Signe SigneSigne og Tam Vibberstoft, der i 2006 startede punkbandet ”Niels på dåse”. Den skarpe observatør bruger ikke længe på at spotte, at Nelson Can blot er en tilpasset, engelsk udgave af samme navn. Tam Vibberstoft er også gået videre til soloprojekter, og Maria Juntunen har overtaget stikkerne.

Hvor Niels på Dåse aldrig rigtigt bevægede sig udenfor den aarhusianske undergrund og gik i opløsning kort før indspilningen af deres andet album, har Nelson Can haft en ganske anden rejse gennem musikverdenen.

Nelson Can kan (hæh) noget ganske særligt med deres bandopsætning af bas, trommer og vokal. De to første instrumenter spilles med en mørk, tung og bastant lyd, der skaber et perfekt lærred for vokalerne, der skærer igennem, og skaber en modvægt, der er med til at løfte det hele op til et niveau, der så afgjort er bedst oplevet live.

Og live var netop det, vi fik. Med en smule distortion på Selina Gins mikrofon i starten, der tog lige vel lang tid for lydmanden at få styr på. Men når han ikke kan, må hun jo selv, og der kom heldigvis hurtigt styr på lyden, der resten af koncerten sad lige i skabet.

Der blev leveret gamle sange som Apple Pie, verdenspremiere på numre fra deres kommende album, som ”I Used to Sleep Through Everything” og naturligvis hits som “Break Down Your Walls” og “Miracle”.

Spændet mellem numrene er bredt, og fra de dunkle og dystre numre, hvor trommer og bas forenes i en nærmest primal rytme, der kunne være brugt til baggrundsmusikken til en film om de gamle nordiske guder over de stille, nærmest drømmelignende sange, der var Julee Cruise værdig, til let og poppet rock. Nelson Can kan (hæh!) virkelig noget. Eller kunne.

Det var tydeligt, at det ikke kun var mig, der havde den opfattelse. I løbet af de knap 10 år, Nelson Can har spillet, har de begejstret et bredt publikum, og så snart de gik på scenen, blev det tydeligt, at folk vitterligt var kommet for at sige farvel, og ikke bare for at se, hvad virakken handlede om.

Hvert eneste nummer blev takseret med klapsalver, der var lige lidt længere end de høflige takfornummerethvadkommernu-udgaver, vi er vant til. Der blev sunget med på de rigtige steder, og fløjtet ligeså. Der blev piftet og hujet og nydt.

Stemningen var i top, og det smittede også af på pigerne, der fik forstærkning af to korpiger og en gut på keyboard. De var hjemme, og de elskede det. Det var tydeligt.

”Det her er fucking sindssygt,” lød det næsten vantro flere gange, og selvom det er blevet til næsten et helt årtis musik og liveoptrædener, satte Signe SigneSigne det meget godt op.

”Da jeg var teenager og gik rundt og prøvede at være sej i Aarhus, havde jeg aldrig nogensinde regnet med, at jeg skulle stå på et fyldt Voxhall… på scenen.”

Sådan blev det altså, og heldigvis for det da. For der var både respekt og kærlighed og taknemmelighed fra trioen, der levererede en koncert, det både havde alt det gode og fede fra Nelson Cans professionalisme og drømmeagtige univers, de Aarhusianske undergrundsvibes helt nede på jorden.

Og i aften, når de sidste strofer rinder ud på Vega, er det slut med Nelson Can.

For denne gang.

Nelson Can, Voxhall
★★★★★