Stor antik- og designmesse i Tinghallen Viborg
I den kommende weekend åbner Tinghallen igen dørene til den traditionsrige Antik- og Designmesse. Godt 40 kunst- og antikvitetshandlere fra hele landet udstiller i weekenden fra 31. januar - 2. februar.
Er du interesseret i antikviteter, kunst og retromøbler – så er Tinghallen et besøg værd i den kommende weekend. Over 40 kunst- og antikvitetshandlere fra hele landet viser det bedste fra deres respektive forretninger.
Særudstilling fra Nationalpark Thy
Som sædvanlig tilbydes publikum også i år en spændende særudstilling: “Nationalpark Thy” vil med plancher, film og samtaler beskrive de rige oplevelser, som landets første nationalpark tilbyder sine besøgende året rundt.
Få en gratis vurdering af dine antikviteter
En anden tradition ved Antik- og Designmessen holdes også ved lige – nemlig tilbuddet til de besøgende, der ganske gratis kan få tidsbestemt deres egne antikviteter og gamle ting – og måske også få et bud på tingenes værdi.
Dette tilbud til publikum gælder lørdag den 1. og søndag den 2. februar, begge dage kl. 10-13, hvor forhenværende museumsinspektør Ole Faber fra Varde står klar til at tage de besøgendes gamle ting og sager i øjesyn. Dog højst to ting pr. person.
Dansk Kunstgalleri medbringer omfattende udstilling
På Antik- og Designmessen, kan der også opleves kunst i en helt særlig kaliber. Dansk Kunstgalleri medbringer blandt andet værker af Albert Bertelsen, Michael Ancher, Jens Søndergaard, Holger Drachmann, Mogens Balle og Else Alfelt.
Albert Bertelsen-præsentationen er ret enestående og meget spektakulær. Det er nogle fantastiske billeder, som skal opleves, fortæller Christian J. Hansen fra Dansk Kunstgalleri.
Antik & Design 2020 er åben fredag den 31. januar kl. 12.00-18.00 samt lørdag den 1. og søndag den 2. februar kl. 10.00-17.00. Billetter kan købes ved indgangen.