Prinsens Musikkorps: Nytårskoncerter med Jens Jacob Tychsen som solist
Skoene er polerede, instrumenterne er blanke, og humoren… ingen af delene… I år er det Jens Jacob Tychsen der er med Dragonregimentets husorkester rundt og underholde, og til at forsøge at styre løjerne er dirigent René Bjerregaard Nielsen.
Musikerne kaster om sig med nytårshilsner. De griner og snakker mellem hinanden, inden de et lille kvarter inden koncerten starter, transformerer sig til de uniformerede, professionelle musikere vi kender. Øvetiden forud for sådan en nytårskoncert er ikke lang, og dagens koncert i Galten den 11. januar, var kun den anden, af en række af 12 koncerter over det meste af Jylland. Så der er mange nye oplevelser forude, også for musikerne, der også bliver overraskede over Jens Jacob Tychsens bramfri mono- og dialoger. Ingen kan vide sig sikker blandt publikum, og både publikum og musikkorpset griner, og nyder aftenen. Der bliver spillet, sunget, tryllet, fjollet, pustet og blæst. Midt i præsentationen af musikkorpset, som er en musikalsk svar på en navnerunde, siger dirigenten: ”og nu kommer Rasmus med noget jern-halløj”, og en af percussionisterne, Rasmus, giver en triangelsolo i bedste el-guitar stil. Og sådan kan man blive så overrasket, midt i de ellers så blidt fremførte toner.
Men nytår er også nytårsfortsæt, og en tid til refleksion. Dirigent René Bjerregaard Nielsen funderede over at 2020 er 100 året for genforeningen. Men hvad er det for en verden vi er startet 2020 med? Et kontinent brænder, og vi oplever mange udenrigspolitiske usikkerheder. Så er vi helet? Prinsens Musikkorps spillede Det haver så nyligen regnet (Johan Ottosen, 1890), og dirigenten opfordrede til en stille stund med tanker til noget der skal heles, mens Dannebrog blev hejst i baggrunden.
Mange genrer bliver dækket sådan en aften, og også Dirch Passers sang Sonnyboy fra Cirkusrevyen 1967 blev trukket frem af gemmerne. Og den slutter meget passende: Men trods alt, blæs og gør lykke, blæs mig et stykke – tak skal du ha’… Prinsens Musikkorps, Jens Jacob Tychsen og René Bjerregaard Nielsen.
Godt Nytår.
Nytårskoncerter med Prinsens Musikkorps:
15. januar i Harboøre
16. januar i Thyholm
17. januar i Viborg
18. januar i Skibet
19. januar i Gudme
22. januar i Hadsten
23. januar i Ålestrup
24. januar i Skive
25. januar i Brønderslev
For mere info se www.prinsensmusikkorps.dk