Hyldestkoncert til legenden Leonard Cohen i Tinghallen
Tilbage i 2017 samlede en række af landets bedste solister og musikere sig om en hyldest til legendariske Leonard Cohen, som netop var afgået ved døden. Det blev en smuk aften, hvor alt gik op i en højere enhed – og siden har holdet spillet få udvalgte koncerter rundt i landet for at hylde den store Mester en sidste gang med en række respektfulde fortolkninger af hans smukkeste sange.
-Efterspørgslen har været stor med udsolgte huse hele vejen, og nu kan vi tage denne fantastiske koncert til Viborg. Med lang række dygtige musikere og solister hylder vi Cohen i Tinghallen torsdag 9. januar, fortæller direktør i Tinghallen Claus Donslund.
Nu er Cohen selv borte, men vi har hans sange, og dem vil vi hylde med et hold af landets bedste sangere og musikere, der alle har et nært forhold til Cohens fantastiske bagkatalog.
Til koncerten kan blandt andet opleves solisterne Steen Jørgensen, Bjørn Fjæstad, Claus Hempler, Mike Andersen og Signe Svendsen. Alle akkompagneres af et fantastisk band med Palle Hjorth på keyboards, Lars Skjærbæk på guitar, Mads Andersen på trommer og Troels Skjærbæk på bas.
Vi garanterer en unik aften og en værdig og vital hyldest til Mesteren. Billetterne kan købes på www.tinghallen.dk