Deltagerne fra MGP kommer til Viborg
Traditionen tro kan deltagerne fra årets Børnemelodi Grand Prix igen opleves i Tinghallen. Showet finder sted i den nye koncertsal søndag 22. marts 2020.
-Vi har et rigtig godt samarbejde med Danmarks Radio – og det betyder at vi igen kan præsentere deltagerne fra årets Børnemelodi Grand Prix i Tinghallen. Over 1000 børn og deres forældre var samlet da vi i maj i år havde besøg af deltagerne – og det var en stor succes. Børnene synger med på de mange sange og stemningen er altid helt i top, fortæller direktør I Tinghallen Claus Donslund.
Finalisterne har været igennem en lang udvælgelsesproces og alle er enige om, at niveauet igen i år er tårnhøjt. Den 29. februar 2020 kåres vinderen af MGP ved et stort show i Royal Arena i København. Traditionen tro tager de dygtige og talentfulde deltagere ud og optræder sammen til en række fantastiske koncerter over hele landet.
-Vi sælger rigtig mange billetter til børneshows i Tinghallen for tiden – og det viser blot at forældre og bedsteforældre er rigtig gode til at tage deres børn og børnebørn med ud for at opleve kulturen live. Det er en udvikling som vi naturligvis prissætter højt, fortæller Claus Donslund.
Den positive udvikling i salget af børnekulturbilletter, kan også ses på de mange andre shows som Tinghallen præsenterer i den nye koncertsal.
-Vi har netop offentliggjort Hr. Skæg og Onkel Reje, og også her flyver billetterne afsted. Så vi forventer også at der bliver rift om billetterne til MGP koncerten. Vi kan i hvert fald garantere en koncert fuld af sang, musik, fest, dans og glade børn – både på og foran scenen, slutter Claus Donslund.
Som altid, vil det være muligt at få en autograf og en high-5 af deltagerne. Billetsalget er startet på www.tinghallen.dk.