Koncerter

BMS Poetisk skriftkollektiv

BMS består af fire, yngre digtere, som optræder på Poesi på en torsdag

BMS – Blod Måne Søndag – er noget så specielt som et skriftkollektiv. Torsdag den 10. oktober kl. 20 er kollektivet månedens digtere på Poesi på en torsdag på det atmosfærefyldte Knudsens i Holstebros centrum.

Blod Måne Søndag består af fire, yngre digtere – Dorte Limkilde, Mette Kierstein, Ronja Johansen og Fine Gråbøl. Som de selv skriver, er BMS et initiativ, hvor de fire digtere ”udforsker en kollektiv stemme som en performance, en korrespondance og en politisk modstand”.  Drivkraften, forklarer de, ”er det inkluderende, det omfavnende og det forkerte”.

Det er smukt. Men det mest bemærkelsesværdige omkring projektet er, at det fungerer aldeles fremragende. Skriftkollektivets digte fører os ganske simpelt op i et vidunderligt, spændende og aldrig tidligere betrådt poetisk univers i en mangfoldig skrift langt ud over det sædvanlige. En skrift fuld af frihed og sprudlende underfundighed.

Udgivelser

BMS udgav i april 2016 værket Manifestation! En fysisk bog og et råbekor, som kollektivet selv fremstillede, og som i dag ikke længere er til at opdrive.

I efteråret 2018 udkom digtsamlingen Knoglemarv lavendel på forlaget Arena, og den tiltrak sig straks opmærksomhed.

Kollektivet var i foråret 2019 indstillet til en pris i kategorien ”Årets litterære talent” ved uddelingen af Blixenprisen, og det deltog for nyligt som oplæsere på Louisiana Literature, Louisiana, Humlebæk (august 2019).

Andre indslag

Til dette inciterende møde bliver det Odin Teatrets Husorkester med Rina Skeel, sang, Jan Ferslev og Gonzalo Hernandez, guitar, og Pelle Henningsen, bas, som tager sig af aftenens musikalske underholdning.

Den kendte ”holstebroer, der læser et par af sine yndlingsdigte”, er lederen af Kunst- og Kulturcentret Tuskær, Lise Faurschou Hastrup. Gerd Schmidt Nielsen læser sit lyriske essay om aftenens digterkollektiv. Vinderen af ”Månedens digt” afsløres. Desuden er der oplæsning af Omar Khajjâm digte på farsi eller andre sprog samt salg af et stort udbud af alverdens lyrik fra Arnold Busck i Holstebro til købsvenlige priser.

Poesi på en torsdag er arrangeret af Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret Holstebro, Arnold Busck Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og Odin Teatret – Nordisk Teaterlaboratorium. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune og Statens Kunstfond.

Lignende artikler

Back to top button