Koncerter

Stærk soul-stemme Iris Gold gæster Atlas

Med sin energiske attitude, naturlige charme og ikke mindst stærke soul- og rap-vokal har Iris Gold imponeret koncertgængere Europa over. I løbet af sommeren har Iris og bandet spillet mere end 30 festivaler. Nu genoptager hun sit koncert-marathon, når hun i starten af det nye år giver seks eksklusive koncerter i Danmark. Blandt andet denne aften på Atlas i Aarhus.

I juni 2019 udsendte Iris Gold sit længe ventede debutalbum ”Planet Cool”. Siden er det gået stærkt for sangerinden, som efterhånden er vokset langt ud over Danmarks grænser. I løbet af 2019 har Iris Gold blandt andet optrådt for den franske præsident Emmanuel Macron, da han inviterede hende til at give koncert på Élyséepalæet i Paris i forbindelse med den årlige begivenhed Fête de la Musique. Men ikke nok med det – i august stod hun på scenen sammen med legenderne Nile Rodgers og den ene halvdel af Eurythmics, Dave Stewart. Det skete i et udsolgt Royal Festival Hall i London til Meltdown Festival.

Herhjemme er hun også kendt for at levere et særdeles imponerende live-show. Det har resulteret i, at hun er blevet nomineret til Danish Music Awards i kategorien ”Årets Bedste Nye Livenavn”. Derfor er timingen helt perfekt for annoncere de første seks koncerter i 2020 i Danmark, hvor hun inviterer publikum ind i hendes farverige flower-power univers, som denne gang hylder månen og lyset i den mørke tid.

Iris Gold fortæller om turnéen: “Goodtimes in the Moonshine! Månesæsonen nærmer sig, og med The Lunar Luna Tour glæder jeg mig til at komme ud og spille mine helt nye sange – helt friske fra studiet og inspireret af alle de oplevelser, jeg har haft det sidste års tid”.

Dato: 7. februar 2020
Pris: 155,-
Scene: Atlas
Billetsalg: Fondenvoxhall.dk

Lignende artikler

Back to top button