Koncerter

20 års jubilæum: Jonny Hefty & Jøden gæster Atlas

For 20 år siden sendte Jonny Hefty sin debut “Hængerøv & Håndtegn” på gaden. Det var samtidig startskuddet for samarbejdet med Jøden. De to abekonger har rullet siden da. Denne aften gæster de Atlas i Aarhus.

På EP’en fandt man flere evergreens. Blandt andet Aalborg-klassikeren “Muggen Røv” og duetten med Jøden “Tryllebønnen”. Et nummer, der stadigvæk får publikum til at holde tændte lightere i vejret.

Sammen begyndte Jonny Hefty & Jøden nu at turnere landet tyndt: Spillesteder, mindre festivaler, havefester og hiphop-jams – you name it, de var der!

Det sjove samarbejde fortsatte i P3s børneradio med den satiriske føljeton “Rockstarz”, som blev udgivet på CD i 2002.

I 2007 sendte Jøden albummet “Monkeyjuice” på gaden, hvor Jonny Hefty gæstede nummeret “Rul Den Op” – og ja, publikum havde stadigvæk lighterne med til koncerterne.

Radiostationerne samlede singlen “Hamrer Løs” op, og festen fortsatte. Kærligheden til og fra de mindre spillesteder fortsatte, de skæve lokationer fik stadigvæk besøg, men nu var det også Danmarks største festivaler, der slog dørene op for et show.

Samarbejdet fortsatte
Så kom rygeloven. Jøden blev TV-vært og Hefty blev undergrundsborgmester i Dobbelt A. Og alle var vilde.

Men samarbejdet fortsatte, og denne gang var målet et fælles album.

I 2013 landede “Den Fede” så ledsaget af banger efter banger: “Gamle Dreng”, “Kom Igen”, “Tung Som En Sten” – og begejstringen ville ingen ende tage.

Nationalbandet TV-2 tog Jonny Hefty og Jøden med på flere turnéer. Morgen-tv og radioerne inviterede hele tiden gutterne forbi. Spillestederne fandt den store røgmaskine, de hvide håndklæder og hele molevitten frem, og de to gamle drenge drønede Nordjylland rundt på en tandem puch maxi i tv-serien “Velkommen i Klubben”.

Nu er drengene så atter gået i studiet. Der er gang i nye projekter – sammen og hver for sig.

20 år gutter, godt gået. Det havde heddet porcelænsbryllup, hvis I havde været forbi kommunen.

Det skal fejres med alle dem, der trofast har lyttet, festet, skålet og skrålet med på sangene gennem tiderne – med numre fra hele bagkataloget!

Dato: 29. februar 2020
Pris: 190,-
Scene: Atlas
Billetsalg: Fondenvoxhall.dk

 

Lignende artikler

Back to top button