Koncerter

INFERNAL OG POUL KREBS TIL FYRVÆRKERI FESTIVAL 2020

Der er allerede offentliggjort tre navne til Fyrværkeri Festival 2020; Lukas Graham, Rasmus Seebach og Carpark North, og nu er arrangørerne bag festivalen klar med yderligere to nye navne til næste års festival; ”Der er både garanti for vanvittig fest, fællessang og gode historier med disse to navne til næste års program” udtaler festivalarrangør Mikael Andersen og fortsætter ”Der bliver tryk på i det store scenetelt og stemningen bliver uden tvivl helt forrygende til begge koncerter!”.

Infernal river pisset ned

I 2017 tog de på deres 20-års jubilæumsturné #InfernalRiverPissetNed og i 2018 gjorde de det igen. De spillede for fulde huse overalt, men Danmark har stadig ikke fået nok og i 2020 ligger de vejen forbi dyrskuepladsen i Viborg til Fyrværkeri Festivals store jubilæumsfest! Og det bliver vildt!

Lina Rafn og Paw Lagermann er med deres selvskabte partymonster Infernal, en af de mest konsistente og dynamiske duoer i den danske musikbranche. Med hits som blandt andet ”From Paris To Berlin” og ”Kalinka”, leverer duoen shows, som er sprængfyldte med power, der fra første anslag fanger folk ind og river dem rundt.

Paw og Lina har trofast stået på scenen siden 1997, og har siden været insisterende uafviselige med mere end 26 single udgivelser, der alle på fornemste vis medvirker til, at en Infernal koncert kan virke som et overflødighedshorn af hits. Et Infernal-show er mere end bare en koncert. Det er en oplevelse. Når Paw & Lina optræder live, rives du ikke bare med på en rejse gennem deres imponerende række af udgivelser, publikum kan ”roligt” påregne en vis interaktion, som man aldrig helt ved, hvor ender. Det eneste, man ved, er at det bliver festligt. Det bliver sandsynligvis endda vanvittigt.

Foto: Patrick Møller

Poul Krebs er klar

En af dansk poprocks bedste iagttagere”, har BT kaldt ham. Jyllands Posten har skrevet om ”…en troværdig og ligefrem kunstner i særklasse” – mens Gaffa har karakteriseret ham som ”en ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer.” Der er selvfølgelig tale om ingen ringere end Poul Krebs, som gennem karrieren altid været leveringsdygtig i både underfundige og skæve historier, fra den rejse igennem livet, der i hans tilfælde ikke altid er gået af den lige vej. En rejse der har gjort Poul Krebs til en af landets mest populære kunstnere – og som undervejs har udmøntet sig i albums som ”Små Sensationer”, ”Kosmorama”, ”Forbandede Vidunderlige Tøs”, ”Fri Som Et Forår”, ”Morgendagens Tåber”, ”På En God Dag”, ”Asfalt og senest ”Maleren og delfinerne på bugten”. Det nye udspil gik direkte ind som #1 på listen over de mest solgte udgivelser i Danmark – og blev af BT kaldt for ”Et af Krebs bedste album”.

Poul Krebs har i løbet af sin lange karriere skrevet langt over 500 sange, har spillet mere end 1.000 koncerter og har efterhånden udgivet 24 albums (alt iberegnet), tilsammen solgt i langt over 1 million eksemplarer. Nu er han klar til Fyrværkeri Festival lørdag den 24. august 2020 og det bliver uden tvivl en koncert uden lige, med fællessang, fællesskab og gode historier.

 

De resterende navne og status på billetsalg

Med offentliggørelsen af Infernal og Poul Krebs er de første fem kunstnere/bands nu offentliggjort til Fyrværkeri Festivals store 10-års jubilæumsfest. De resterende tre navne er næsten på plads og det forventes, at de endelige kontrakter bliver underskrevet inden længe. De sidste navne lader altså vente lidt på sig, men ventetiden skulle gerne være det værd; ”Det er igen to helt fantastiske og store danske navne! Begge bands har lavet et utal af hits og der bliver helt sikkert skrålet med, når de træder på scenen” udtaler festivalarrangør Mikael Andersen.

Billetsalget til Fyrværkeri Festival 2020 er i gang og ifølge festivalarrangøren er der nu kun få early bird billetter tilbage; ”Billetsalget går stille og roligt, de første 5.000 early bird billetter er snart udsolgt” udtaler Mikael Andersen og fortsætter ”Det er fedt at publikum allerede er klar til næste års festival, selvom de næsten først lige har forladt dyrskuepladsen”.

Vil du have fat på en af de billige early bird billetter til 399 kr. + gebyr skal du derfor snart til at skynde dig. Så snart de første 5.000 billetter til næste års jubilæumsfest er solgt, stiger prisen til 499 kr. + gebyr.

 

Læs mere og køb billet på www.fyrfest.dk

Lignende artikler

Back to top button