Koncerter

Musikalsk bro til ældre medborgere

I forbindelse med Aarhus Festuge optræder en lang række studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium på Sundheds- og kulturcenter Frederiksbjerg og Langenæs ved:

Mini-festival lørdag d. 7. september kl. 14 til 24, Ankersgade 21.

Alle er velkomne, der er fri adgang hele dagen.

Her kan publikum opleve de unge studerendes sprudlende musikalitet, fordelt over to scener, fra tidlig eftermiddag til sen aften, med et meget omfangsrigt og blandet musikalsk program, suppleret af foredrag og fællessang.

De studerende optræder i mindre grupper på mellem 6 og 15 musikere, med rytmisk musik i enhver afskygning, fra nordisk jazz over elektronisk musik til musik fra Vestafrika, ind imellem også med dans. Traditionelle koncerter blander sig med små akustiske performances, og mere traditionelle band-konstellationer blandes op med mandolin og marimba, et latino-orkester optræder udelukkende med trommer, sang og dans, og et afro-band medbringer 7 musikere fra Mali og Ghana. Alle grupperne har optrådt med det samme program på den åbne scene i Mølleparken hen over hele festugen.

I løbet af eftermiddagen vil flere studerende holde små foredrag, bl.a. om en musik-rejse til Afrika og om H.C. Andersens eventyr omsat til sange. Og kl. 19.15 er der fællessang for alle. Sult og tørst klares undervejs ved at Café Frederik holder åbent; i samarbejde med Frederiksgade42 Vin og Mad serverer caféen lækre portobello-burgere, fladbrød og boller i karry anno 2019.

 

Festivalen afholdes for første gang og er opstået af et frugtbart samarbejde mellem tre aarhusianske aktører:

– Det Jyske Musikkonservatorium, hvor de studerende blandt meget andet arbejder med ”Musik og Sundhed”, fx ved at bringe musik ud til ældre medborgere

– foreningen Samværd, der arbejder for naturlige møder mellem mennesker, der normalt ikke mødes, fx på tværs af generationer, bl.a. gennem musiske og kulturelle oplevelser på plejehjem og lokalcentre

– Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, som blandt andet hjælper borgerne med folkesundhed, hjemmepleje og plejehjem.

 

I anledning af festivalen udtaler rådmand Jette Skive:

“Jeg er sikker på, at det bliver et spændende arrangement med masser af interessante koncerter, foredrag og installationer, som kan være med til at samle folk på tværs af generationer. Vi glæder os meget til et endnu tættere samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium, hvor denne minifestival er en første markering.”

Lignende artikler

Back to top button