Galleri

Se galleri og læs om festen da Volbeat besøgte Ceres Park

Dette er ikke en anmeldelse!

Ikke alle medier var inviteret med, da Volbeat i går aftes optrådte i Ceres Park. Ligesom da bandet optrådte i parken i 2017 undlod koncertarrangørerne også denne gang at akkreditere Ekstra Bladet, hvad der har fået en samlet danske pressekorps til at boykotte koncerten. Undertegnede var således sendt afsted alene for at levere en stemningsrapport – ikke et ord om musikken!

Som koncerten skred frem, indfandt der sig hos Min Bys udsendte en vis lettelse over ikke at skulle anmelde den musikalske side af sagen. Uden at komme ind på bandets præstation, så må det siges, at de generelle lydforhold i Ceres Park ville have udfordret enhver fair bedømmelse. Parkeringsudfordringer i området omkring anlægget, massive flaskehalse ved indgange og ølsalg – og nogen lettere uigennemskuelige adgangsforhold, der øjensynligt måtte revideres med sprittusch af arrangørerne undervejs – bidrog heller ikke til oplevelsen af Ceres Park som en optimal ramme om koncertoplevelser.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at de tusindvis af fremmødte fans langt hen ad vejen var i stand til at se bort fra ovennævnte udfordringer. Solen strålede over stadion og det så ud til at mange virkelig havde sig en fest! En del må have holdt sig godt til i ølboderne tidligere på aftenen, hvor der var mindre kø – det virkede i hver tilfælde på undertegnede som om, at promillen generelt var lige en tak højere end til en gennemsnitlig dansk rockkoncert.

Ved ankomsten til arenaen blev der udleveret små dannebrogsflag. Meningen med denne flaguddeling blev forklaret af Volbeats forsanger Michael Poulsen, men desværre gik det pga. den dårlige lyd hen over hovedet på undertegnede – muligvis havde det noget med en fødsel at gøre? – eller noget med håndbold? – eller noget med Dannebrogs 800års jubilæum? Publikum kippede under alle omstændigheder begejstrede med deres flag og et øjeblik kunne man tro, at man befandt sig til et DF-vælgermøde.

Under seancen gik det op for mig, at jeg som en kridhvid 40årig mand med en smule topmave og provinsbaggrund nærmest inkarnerede det fremmødte segment – jeg begyndte på et tidspunkt at spejde efter fyre med indvandrerbaggrund og/eller unge kvinder: Førstnævnte så jeg ingen af og kun meget få af sidstnævnte. Man må konstatere, at det tilsyneladende er en meget veldefineret demografisk gruppe Volbeat har fat på, hvad der jo selvfølgelig heller ikke er noget forkert i. Publikum ved, hvad Volbeat står for og Volbeat kender deres publikum.

Hvis Volbeats koncertarrangører fremadrettet beslutter, at alle medier skal inviteres med til festen, så dukker Min By naturligvis meget gerne op og laver en egentlig anmeldelse.

Skrevet af Klaus Højbjerg Foto: Patrick Møller

Lignende artikler

Back to top button